I kirken skal man også tale om klimaet

Spørger man i øvrigt, hvem der har bestemt, at man ikke må blande religion og politik, får man ofte et forkølet svar om, at det har Luther da. Men det er historisk forkert. Luther kendte slet ikke til sondringen mellem religion og politik. Han var optaget af, at kirken ikke blev stat, og staten ikke blev kirke. Ikke mindst for at undgå det totalitære Men at han skulle have ment, at kirken og evangeliet ikke bør have indflydelse på samfundsudviklingen, er nonsens. Hvis han havde ment det, ville han ikke selv gentagne gange have revset kejsere og fyrster med teologiske argumenter.

Både hos Thingstrup og Hauge finder man et udtalt had til miljøbevægelsen. De har tydeligvis mødt alt for meget moraliseren fra denne side, hvilket – som vi alle ved – får det til at vende sig i en god protestant. I håbet om at provokere nogen skriver Hauge: ”Gud elsker også miljøsvin” – underforstået: ”Skrub af med al jeres gerningsretfærdighed!” Og Thingstrup har samme pointe i sin slutning: ”Men lad Connie om at prædike klima, synd og undergang. Jeg har for travlt med at prædike om syndernes forladelse.” Vi kan godt høre, at de er trætte af frelste typer, der fortæller dem, hvad de skal gøre og mene. Men det afholder dem paradoksalt nok ikke fra at fortælle alle andre, hvad de skal gøre og mene. Hauge vil forhindre, at klimastafetten kommer ind i hans kirke (og her mener han hele folkekirken), og Thingstrup afskriver en samlet forskerverden som ”ideologi”.

Sagen er, at der ikke er nogle, der er frelste i denne her sag. For så vidt er vi alle sammen ’miljøsvin’. Hver dansker udleder i gennemsnit 10 tons CO2 om året, hvilket er meget langt fra, hvad atmosfæren kan tåle (her taler vi nærmere 1 ton pr. person). Løsningen på klimaproblemet handler ikke om at udpege gode og onde. Det handler om at rydde op efter os selv, så der også er en klode til fremtidige generationer. Vi skal have fundet de mekanismer, der skaber innovation både med hensyn til energibesparelser og vedvarende energi. Vi skal have lavet de ordninger, der gør det billigst og lettest at komme hen til det CO2-frie samfund. De ordninger er politiske og skal vedtages så bredt som muligt. Det er derfor, verdens ledere samles til et topmøde i København næste år.

Problemet er, at vi hver især har vores interesser og som oftest synes, at de andre skal gøre noget, før vi selv vil. Den største trussel mod topmødet er, at hvert land giver sig til at pleje egne interesser. Men det er i alles interesse at gøre noget ved klimaændringerne – og derfor er der behov for et massivt folkeligt pres på tværs af landegrænser og religioner. Kun det kan få verdens ledere til at vise det fornødne lederskab. Opgaven frem til topmødet er altså at få skabt dette pres. Et pres, der bør komme alle vegne fra, fordi det vedgår alle – også kirkerne.