Send artiklen Tanker fra en stilhedsretræte på Strynø i november til din ven.
Tanker fra en stilhedsretræte på Strynø i november
RetræteDu kan ikke tage i sommerhus og sidde alene en weekend og få de dybder med som retræten her gav mig. Det blev affødt af de andre. Fordi vi delte stilheden. Var sammen i den. Og kom hinanden nær. Med øjnene. Med kroppene. Med smilene. Med udholdenheden, skriver Kristine Stricker Hestbech.
-
Læs også
Annonce
flexblock
Her er artiklen i temauniverset
Eksterne links
Skrevet af
Idet jeg fik lukket min mund, åbnede ørerne og øjnene og hjertet sig, skriver sognepræst Kristine Stricker Hestbech om en retræte-oplevelse
Nu skulle det være. Efter mange års lederskab af pilgrimsvandringer og stilhedsstunder ville jeg selv prøve ”stolen.” Fredag kørte jeg afsted i novembertung regn og dis fra Roskilde til Strynø. Ankom til Rudkøbing havn en time før afgang og satte mig for at finde færgelejet. Det var ikke nemt. Gik forbi det flere gange. Fordi det var så småt. Lignede noget fra et badeland. Jeg skuede ud over det sydfynske øhav, men kunne ligeså godt have kigget ned i et glas mælk. Intet at se. Andet en novemberhvidhed.
Således godt skuttende gik jeg ombord på Strynøfærgen og satte mig, efter mandens blik, på de fastboendes sæde. Krøb lidt sammen. Følte jeg trængte mig på. Som den fremmede der ikke er inviteret. Det blev ikke bedre af at billetmanden kom ned og spurgte hvor mange der skulle på kursus og jeg dumt svarede om han mente kursus på det gl. mejeri? De smilede overbærende. De fastboende.
At indlede 3 dages stilhedsretræte med at sejle med færge er en gave. Langsomheden og tætheden, følelsen af at du slipper din hverdag, dit arbejde, din familie og dine bekymringer. Bare sejle ud. I hvidheden.
½ time senere stod vi der. 7 kvinder og Anette Foged Schultz vinkende inde fra land. Vi skulle bare gå ligeud, forbi købmanden og til højre ved skolen. Jeg gik rask afsted. Ville ikke følges med nogen. Orkede ikke at relatere mig. Orkede ikke engang at relatere til mig selv. Gik lige ud i hvidheden og lod fugten gøre mig endnu mere indesluttet.
Annonce
Det gamle mejeri er fra 1912 og bygget om til ferielejligheder. Rustikt og enkelt. Anette fortalte kort om retrætens form, og bad os præsentere os selv udfra et af de syv pilgrimsord: enkelhed, stilhed, bekymringsløshed, frihed, fællesskab, spiritualitet og langsomhed. Ikke noget med titler og børn og ægteskab. Vi forblev fremmede. Som pilgrimme på vejen. I stilhed. Også under måltiderne.
Således godt skuttende gik jeg ombord på Strynøfærgen og satte mig, efter mandens blik, på de fastboendes sæde. Krøb lidt sammen. Følte jeg trængte mig på. Som den fremmede der ikke er inviteret. Det blev ikke bedre af at billetmanden kom ned og spurgte hvor mange der skulle på kursus og jeg dumt svarede om han mente kursus på det gl. mejeri? De smilede overbærende. De fastboende.
At indlede 3 dages stilhedsretræte med at sejle med færge er en gave. Langsomheden og tætheden, følelsen af at du slipper din hverdag, dit arbejde, din familie og dine bekymringer. Bare sejle ud. I hvidheden.
½ time senere stod vi der. 7 kvinder og Anette Foged Schultz vinkende inde fra land. Vi skulle bare gå ligeud, forbi købmanden og til højre ved skolen. Jeg gik rask afsted. Ville ikke følges med nogen. Orkede ikke at relatere mig. Orkede ikke engang at relatere til mig selv. Gik lige ud i hvidheden og lod fugten gøre mig endnu mere indesluttet.
Godt at musikken spillede i baggrunden. Så man ikke lod sig distrahere af kroppens lyde. Tænkte meget over hvor jeg skulle kigge hen. Kunne se at de andre tænkte det samme. Så vi så ned. I tallerknerne.
Svært og nyt. Jeg sov med trøje og sokker og to dyner på. Fugten havde taget bolig i mig. Sammen med følelsen af at være på dybt vand. Her sad jeg på en lille ø indhyllet i mælk og var stille sammen med 8 andre kvinder. Følte mig rastløs. Irritabel. Kedende. Og ked af det. Den kom om lørdagen. Kedafdetheden. Først som en klump. Siden som store tårer der bare løb og løb. Midt i morgenmaden. Ingen lod sig mærke af det. Kun vejret. Som om Gud ville standse min selvmedlidenhed. Blå himmel i november. Og ingen vind. Fantastisk. Fik farverne frem. Og kysten. Jeg ER på en ø! Med 220 fastboende. Hvor de var henne i den weekend ved jeg ikke. Så kun et par børn, en trailer og 4 jægere. Måske hele øen var i stilhedsretræte? Det passede godt. Med stilheden.
Naturen stod stærkere frem. Eller var det mine egne sanser? At idet jeg fik lukket min mund, åbnede ørerne og øjnene og hjertet sig? Både udaf og indaf. Taknemmelighed over at være levende. Over at have oplevet det liv jeg har. Med modgangene og stjernestunderne. Alt det blev tydeligere. Ligesom fællesskabet. Du kan ikke tage i sommerhus og sidde alene en weekend og få de dybder med som retræten her gav mig. Det blev affødt af de andre. Fordi vi delte stilheden. Var sammen i den. Og kom hinanden nær. Med øjnene. Med kroppene. Med smilene. Med udholdenheden. For muren kom. Hvor jeg næsten ikke kunne mere. Fik mælkesyre i sindet. Ordabstinenser.
Men lørdag aften forsvandt det. Og en frihed indfandt sig. Sammen med enkelheden og bekymringsløsheden. Alt ordner sig. Bevæg dig med og mærk at Gud giver dig næring på din vej.
Anette Foged Schultz holdt andagter morgen og aften, med Taizé salmer der gav hele andagten et meditativt præg. Og på grund af stilheden stod ordene så tydeligt frem. Lagrede sig i sindet og gav mening og fylde.
Ligesom mit livs korteste pilgrimvandring om søndagen, hvor vi ”gik” vores liv fra vugge til grav på en time. I storm og silende regn og med en sten i lommen, som symbol på de byrder vi bærer med os fra fortiden. Nede ved vandet smed vi dem ud. Stenene. En efter en. Med et par ord om byrden vi lagde fra os. Stærkt og enkelt. Og fik fremtiden til at tone frem. Hvad er væsentligt og hvad skal skæres bort? Hvad skal fylde i mit liv fremover?
Dybt mærket og bevæget rejste jeg hjem med færgen søndag eftermiddag. Sammen med de andre. Der stadig var fremmede. Som pilgrimme der et øjeblik havde delt liv. Og derfor var forbundne. Kørte hjem i øsende regn og mælkehvid tåge og det rørte mig ikke. For farverne var der. Indeni.
Kristine Stricker Hestbech, præst og retrætedeltager
