Det er meget muligt, at de danske vikingers kristne engelske koner har spillet en vigtig rolle. Det skriver kirkehistoriker Kurt E. Larsen i kristendom.dks brevkasse
Spørgsmål:
Er det sandt, som jeg har hørt af forfatteren Loren Cunningham, at vikingernes under deres hærgen i England, bragte kristne kvinder med sig til Danmark, hvorefter de børn, de fødte blev oplært i den kristne tro. I så fald, hvor stor en faktor var disse kvinder i det samlede resultat af kristendommens komme til Danmark?
Svar:
Der findes desværre meget få kilder om den periode, hvor Danmark blev kristnet. Derfor er der en masse ting, man simpelthen ikke kan vide mere. Men der er noget, der tyder på, at det er gået til, som du har hørt.
Vi ved, at den første kristne kirke på Grønland blev bygget af en hedensk mand (Erik den Røde), fordi hans kone var kristen og ville have en kirke. Deres søn, Leif, var kristen som sin mor. Man kan meget vel forestille sig, at det er gået til på tilsvarende måde, også i Danmark.
England var et kristent land, da vikingerne hærgede og koloniserede derovre. De blev meget hurtigt integrerede i det engelske samfund, giftede sig ind i engelske familier og blev døbte. Da de udrejsende vikinger formodentligt mest har været unge og yngre mænd, kan man let forestille sig, at de (kristne) engelske kvinder har spillet en stor rolle i deres og børnenes overgang til kristendommen. DNA-undersøgelser har vist, at de fleste kvinder på Færøerne og Island har rødder på de britiske øer. Og de øer blev jo også kristnede i vikingetiden.
Så det er meget muligt, at teorien om de kristne kvinders betydning er rigtig. Men desværre er det ikke muligt at bekræfte det ud fra dansk kildemateriale. Og derfor er det heller ikke muligt at sige, hvor meget de kristne kvinder betød – f.ek.s. i sammenligning med prædikanter som Ansgar og andre.
Med venlig hilsen
Kurt E. Larsen
Lektor i kirkehistorie på Menighedsfakultetet