Kirkens mission er drevet af kærlighed

Terroraktioner og beretninger om forfølgelser af, og konfrontationer mellem, religiøse grupper præger medierne. Vi får et billede af et yderst konfliktfyldt forhold mellem verdens religioner – særligt mellem islam og kristendom. Global terror og krigene i Irak og Afghanistan virker som en katalysator for lokale processer – både til det bedre, men desværre navnlig til det værre. For eksempel flygtede over 50 % af de irakiske kristne ud af landet i 2006. Og når en muslim vælger at konvertere og tro på Kristus medfører det ofte alvorlige konsekvenser og livstruende forfølgelse.

På den baggrund kan danske missionsselskabers bevidste prioritering af mission til muslimer synes temmelig farlig. Er vi med til at stimulere en konfrontation og dermed sætte menneskers liv i fare?

Faren for at kristen mission misbruges til at skabe konflikt er reel. Det sker når folk med en anden tro dæmoniseres og kristne bruger en korstogsretorik om mission. Det kan man møde både i Afrika, i Mellemøsten og i Danmark.

At kirken er sendt i mission står ikke til diskussion. Men kirken må altid spejle sin mission i Jesu sendelse til verden. Han opfatter ikke sin sendelse som et angreb på verden, men som en gave til den. Jesus er ikke drevet af frygt for verden, men af kærlighed til den: ”For således elskede Gud verden …”. Han underviser sine disciple om, at ”salige er de, som stifter fred”. Mission er at stå i en åndskamp og derfor må kirken iføre sig Guds fulde rustning. Men det er for at gå med ”fredens evangelium”.