- Jeg længes efter åndehuller

Kærlighed har at gøre med din væren – ikke med din gøren. Kærligheden forsvinder ikke i det øjeblik du ikke kan præstere. Den rummer dig, når du er sårbar og afmægtig.

Længslen efter åndehuller er ud over længslen efter tid også længslen efter et præstations-frit rum. Den er længslen efter kærlighed.

Det er godt at vide, hvad man søger, når man søger. Så man kan søge de rigtige steder – og finde!

Åndehuller. Lommer. Der, hvor vi kan hente næring - livsmod og håb - til livet.

Jeg vil her give jer en ”lille lomme” til dagen i dag. Et åndehul i form af et kort uddrag af P. O. Enquists roman: Kaptajn Nemos bibliotek. En fortælling, der giver et øjebliks rum til at du kan være dén du er, med alt det, der er i dig. Det, der gør glad og det, der gør ondt. Din glæde og din smerte. Din frygt og din længsel. Et rum, hvor du kan være, også når du ikke har noget at gi´ - når du ingenting kan præstere:

Bagefter burde jeg ha tænkt: det er mærkeligt med dét, der sker. Man får et smæk, men der er ikke noget, som er håbløst. Engang imellem er det så forfærdeligt, at man bare vil dø. Men når så alting er allermest forfærdeligt, da ved man jo, at man alligevel på en eller anden måde lever. Det kan jo mærkes. Det brænder pludselig og bliver tilbage som et lille brændende punkt af smerte. Og så lever man jo, hvis man ikke sætter det over styr.

Man behøver jo ikke at tro, at alting er så lykkeligt. Bare man forstår, at der altid gives noget, der er bedre end døden. Og så skal man beholde dét, der gjorde ondt. Der er ingen mening i at krybe udenom, og glemme, sådan som både Johannes og jeg gjorde. For hvad har man så tilbage. Og så findes der ikke nogen mening overhovedet i noget af alt det, som gjorde ondt.

Så havde det bare gjort ondt. Helt meningsløst. Og så var man bare et helt meningsløst menneske.

Det er måske dét, der gjorde ondt, som er beviset på, at man blev et menneske.

Jeg kommer til at tænke på lignelsen fra Johannesbrevet i Det nye testamente. Lignelsen er som følger. Det er Jesus, der fortæller lignelsen om æselet og den tomme honningkrukke.

Æselet, fortæller Jesus til sine disciple, skulle have fødselsdag, og for at glæde æselet fik dets to venner, Grislingen og Peter Plys, den idé at give hver sin fødselsdagsgave til Æselet, som var temmelig fåmælt og tankefuldt og tit sukkede tungt. Derfor købte Grislingen en ballon og Peter Plys en krukke honning til den fælles ven. På vej hen til Æselet blev Peter Plys sulten og smagte på honningen, der var god; og inden han nåede frem var honningkrukken tom.
Grislingen løb ivrigt ved siden af med ballonen i favnen, men snublede pludselig og faldt, så ballonen revnede og blev som en lille slap klud.

Da de ankom var der kun en tom honningkrukke og en ballonlas igen.

Da de overrakte deres gaver, fortalte de to venner skamfuldt Æselet, hvad der var sket. Æselet kiggede så lidt på gaverne med sit sædvanlige bedrøvede blik, og de to venner vidste ikke deres levende råd af sorg og skam. Men så tog Æselet ballonlasen og puttede den i krukken. Og bagefter tog det, efter at have tænkt lidt over det, igen lasen og fiskede den op af krukken. Og så puttede det lasen ned igen.
Det her, sagde Æselet fornøjet til sine venner, er en meget praktisk krukke at have ting i. Og denne ballonlas er en ting, som man kan have i denne praktiske krukke.

Og de forstod pludselig, at dèt de troede slet ingenting var nu var noget, og de blev meget glade.

Det var lignelsen om Æselet og honningkrukken. Man får et smæk, men der er ikke noget, som er håbløst. Man beholder dét, der gjorde ondt, og så er det mere værd end lykken.

Sådan var det med Bibelen. Man kunne finde, hvis man søgte. Og så hjælper det én over det, der er svært. Man er jo altid en tom krukke, eller en laset ballon, hvad der kan være meget værd, fortalte Jesus sine disciple.

Kaptajn Nemos bibliotek, side 133-135.

God dag!

Anette Foged Schultz