Kronprinsens besøg motiverede soldaterne

Da meldingen den 4.12 kom, blev vi alle i hovedkvarteret grebet af knugende alvor. To af vore soldater var ramt i en træfning, og i det formedes en stille bøn i sindet. En lang bøn. Men døden vandt. Begge soldater faldt i kamp. En af de to soldater var få dage forinden med sin gruppe blevet fotograferet sammen med kronsprins Frederik. Det var han og gruppen stolte af. Det betød noget. Opmærksomheden var en ære.

De to faldne soldater var del af et fællesskab, som i inderste forstand også er betinget af, at den enkelte bliver set og værdsat. Det er fundamentalt. Det er kit. Det er garanten for opretholdelsen af fællesskabet. Derfor betød noget for alle soldaterne herude, at kronprins Frederik og forsvarsminister Gade kom på besøg – som statsminister Fogh for et par måneder siden. De to faldne var del af et fællesskab, som bygger på den indre kraft, at man gensidigt stoler på hinanden. Det gør stærk, men manglende værdsættelse og motivation hjemmefra kan være ødelæggende. Orienteringen kan blive væk, og man kan miste troen på det, man byder ind med og det man byder ind i.

Nøjagtig, som det skete for de amerikanske soldater i Vietnam, da hjemmefronten i USA blev løs i koderne, og staten til slut ikke ville vedkende sig krigen. Det blev til nederlag. Allerede i krigen følte soldaterne sig svigtet, og da de kom hjem, blev mange af dem rangeret ud på et sidespor. Ingen ville vide af dem. Historien er enkel. I sin essens handler den om, at et fællesskab som soldaternes altid er sårbare overfor svigt og manglende opmærksomhed. Den enkelte kan ikke sætte sig selv ind, hvis ikke han eller hun tror på fællesskabets opgave, og det kan man ikke, når dem som har udsendt en og man sætter sin lid til svigter. Ethvert fællesskab drives af anerkendelsen udefra og af troen på et formål. Især når man risikerer livet.