Sidsel Leth Hegnsvad |
4. januar 2009
Narnia-filmen "Prins Caspian" er netop udkommet på dvd, og rummer en stor mængde livsvisdom
Lucy, Edmund, Susan og Peter – de fire børn, der gennem garderobeskabet rejser til det eventyrlige Narnia, for at hjælpe løven Aslan i kampen mod den hvide heks, lærer her en masse om sig selv, livet og kærligheden.
Beliefnet.com giver sit bud på 10 trosrelaterede pointer fra den anden film i Narnia serien: Prins Caspian. Læs dem her:
1. Tid er relativ
Det ene øjeblik er de fire børn på vej i skole, det næste øjeblik befinder de sig i Narnia. Selvom der er gået 1300 år siden deres sidste besøg i eventyrlandet, er der næsten ingen tid gået i den ’virkelige verden.
Tidsbegrebet i Prins Caspian synes at være en pendant til det, vi finder i Bibelen. Disciplen Peter siger: ”Med Herren er en dag som tusind år, og tusind år som en dag”. Narnia-børnene lærer, at hvad der synes vigtigt i øjeblikket, er ikke nødvendigvis vigtigt mange år senere – alligevel forbliver Aslan, symbolet på Gud, altid den samme.
2. Giv slip på falske forventningerNarnia-forfatteren C.S. Lewis minder os igen og igen om, at vi nogle gange må give slip på vores forventninger, fordi de fra tid til anden bygger på forkert information, eller fordi vi ikke forstår at se bag om overfladen.
Indbyggerne i Narnia bliver f.eks. skuffede over at deres redningsmænd er fire børn. De havde forventede voksne krigere. På samme måde viser en lille mus sig som en stor kriger.
I Bibelen ser vi igen og igen, hvordan Gud vælger at demonstrere sin magt gennem små og ubetydelige mennesker. Alt for ofte dømmes mennesker overfladisk.
3. Tro skal ikke dikteres af flertallet
Den yngste af de fire børn, Lucy, er i den første del af filmen den eneste, der kan få øje på løven Aslan. Hun forsøger at overbevise sine søskende om, at han er lige nær dem. Edmund tror hende , men kan heller ikke se Aslan. Susan og Peter beslutter sig for at stemme om hvorvidt Lucy kan se Aslan, og afstemningen konkluderer, at Lucy ser syner.
Det er fristende at lade andres stemmer drukne den lille, skrøbelige tro indeni os selv. På samme måde er det lettere bare at gøre som flertallet, selvom vi ved, vi burde stå fast på vores egne overbevisninger.
4. Hold ud i en tvivlens kultur
Da børnene kommer tilbage til Narnia, er alle eventyrlige islæt glemt og borte. Skovene er ikke længere fortryllede og lygtepælene ikke magiske. Der er ingen talende dyr, dværge, eller andre fantasifulde væsener, der engang beboede Narnia. Da Lucy og de andre børn begynder at fortælle Prins Caspian om, hvordan Narnia en gang var fortryllet og eventyrligt dejligt, begynder han langsomt at tro dem. Han ønsker at møde de få eventyrlige væsner, der stadig findes, men lever i skjul.
I den forstand kan Narnia ses som et billede på et postmoderne samfund, hvori skeptisisme, narcisisme, intellektualisme, elitisme og en række andre -ismer har skabt et klima af tvivl, angst, depression og håbløshed, som har kvalt skønheden og mysteriet i troen.
5. Frygt ikke, for Gud er med dig
Aslan advarer flere gange mod at frygte. En af karaktererne i Narnia, Trumpkin, er bange den første gang, han skal møde Aslan, men kun fordi han ikke kender Aslans sande karakter. Da han oplever den, er han ikke længere frygtfuld.
Aslan må også forsikre Susan. Grunden til, at hun ikke kan få øje på Aslan samtidig med Lucy, er frygt. Aslan ånder på hende og hendes hjerte er ikke længere grebet af frygt, men hun er i stand til at være modig igen.
På samme måde kan mennesker bede Gud ånde på os for at hele vore hjerter.
6. Vær taknemlig, også i modgang
På et tidspunkt føler den ældste dreng, Peter, sig ansvarlig for at have bragt sine søskende i fare. Da han undskylder for sin fejl, minder Trumpkin ham om, at de havde været i en endnu værre situation, hvis de ikke havde fulgt ham.
Ofte kan vi også have brug for en god ven til at minde os om, at vores nuværende situation kunne have været værre.
7. Brug tid i Guds nærvær
Da indbyggerne i Narnia bliver genforenet med Aslan, tager de sig på trods af farer og svære tider, god tid til gensynet. De leger og tumler med den store løve.
På samme måde ønsker Gud at tilbringe tid sammen med os, også når
vi har travlt og livet er svært.
8. Forfængelighed ødelægger ens karakter
Da musen Reepicheep får muligheden for at møde Aslan, er han optaget af at have mistet sin hale istedet for at være optaget af Narnias fremtid. Han kunne spørge den mægtige Aslan om hvad som helst og han vælger at fokusere på, at han er flov over at møde Aslan uden en hale.
Aslan roser Reepicheep for hans heltegerninger, men han minder ham samtidig om ikke at fokusere på ydre ting, men istedet af fokusere på indre styrke og karakter.
På samme måde kan vi lade vores forfængelighed tage over, og fokusere på ydre ting istedet for at bruge tid på at opbygge en god og stærk karakter.
9. Loyalitet og offervildighed vil blive belønnet
I en scene i filmen ønsker hæren af mus at ofre deres egne haler, for at deres leder, Reepicheep, kan få sin mistede hale igen. Aslan bliver rørt over deres offervildighed og ønsker at imødekomme ønsket.
Denne form for offervildighed ser vi sjældent i denne verden. Det er præcis det eksempel, vi møder, på offervildighed og loyalitet i Bibelen. I Johannes evangeliet lyder det: ”Der er ingen størrer kærlighed, end når man giver sig selv for sine venner”. Vi er udfordret til at leve dette ud idag.
10. Ledere fødes ikke, de skabes
Peter og Caspians skæbne er at skulle regere Narnia, men derfor er ingen af dem født som ledere. Vi ser gennem hele fortællingen, at på trods af skæbne og fødselsret, er det at være leder noget, man bliver gennem en proces. Det er ikke let, og både Peter og Caspian begår mange fejl. I starten kan de f.eks. ikke arbejde sammen, og de skal begge lære ydmyghed og teamwork.
I vores kultur er vi til tider ikke særligt nådefulde overfor vores ledere, hverken i vores lokalsamfund eller i regeringen. Måske kunne vi lære af de to yngste børn og opmuntre og støtte vores ledere, så de kan vokse i lederskabet og lære af deres fejl.
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano