Vi har netop passeret 60-årsdagen for FN-generalforsamlingens vedtagelse af konventionen om Menneskerettigheder. Vedtagelsen fandt sted i Paris den 10. december 1948 som en gestus overfor den Menneskerettighedserklæring, som franske borgere udsendte i 1789. Den franske Menneskerettighedserklæring er et af de første skridt på vejen til at frigøre samfundets ledelse og styring fra religionen, in casu kristendommen.

I virkeligheden blev dette til gavn for kristendommen. Vi kan som kristne stille os kritiske i forhold til den måde, et samfund bliver regeret på. For det er ikke Gud, der giver lovene, eller lovene er ikke udledt af vor tro eller af hellige skrifter. Lovene er givet af mennesker. Derfor er lovene ikke absolutte men skrøbeligt menneskeværk, der er behæftet med fejl og mangler, og som heldigvis kan ændres, hvis det viser sig at de skader.

Europas historie er blandt andet en lang historie om forholdet mellem kirken ( først og fremmest den romersk-katolske kirke) og de verdslige herskere: konger og kejsere. Til tider har dette forhold bestået i en blodig magtkamp, til andre tider har der været en balance. Som en følge af oplysningstidens krav om borgernes inddragelse i samfundets ledelse og styring og borgernes ret til ytringsfrihed og religionsfrihed har vi fået det samfundssystem, som de demokratiske stater i Europa hviler på.

Demokrati står og falder med en anerkendelse af det enkelte menneskes rettigheder som menneske og borger. De demokratiske stater er således kendetegnet ved at være retsstater, hvor magten er delt i tre: den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. I dansk sammenhæng vil det sige Folketinget, regeringen inkl. de statslige myndigheder, styrelser og institutioner og domstolene. Et helt afgørende retsprincip i demokratier er, at en borger er uskyldig indtil han eller hun er dømt ved en domstol.