Præsten yder service frem for at tjene Gud

 
- Grundlæggende er den rummelige folkekirke på den ene side altså ude af stand til at presse på for en adskillelse fra staten, og staten er på den anden side ikke interesseret i at presse på, fordi kirken ikke er samfundsundergravende eller kritisk over for det politiske system.
 
- Kirken er ikke et alternativt magtsystem, men en del af statsapparatet. Faktisk fungerede kirken på samme måde under kongemagten. Det, der er interessant, er at det faktisk fungerer at etablere en demokratisk styret folkekirke. Og det i en ret fleksibel ordning, der både opretholder et embedsmandsværk med blandt andet civil registrering og som samtidig ikke stiller sig op imod sekulariseringen, siger hun.

Kirkelig centralledelse ikke en aktuel løsning
I Sverige blev adskillelsen af stat og kirke gennemført, efter man reformerede kirkens organisation. Der blev oprettet en centralledelse, der kunne udtale sig politisk på kirkens vegne.
 
I Danmark har man brugt flere argumenter imod en sådan ordning. Politisk har man set folkekirkeordningen som et værn imod fanatisme. Teologisk har man fremhævet, at en lutheransk præst ikke har nogen speciel, guddommelig autoritet, og at det derfor ville være absurd at lade ét organ tale på vegne af hele kirken. Marie Vejrup Nielsen mener, at det politiske argument vejer tungest i offentligheden:
 
- Det er klart, at det politiske argument kommer til at afgøre det, for teologiske argumenter spiller ikke nogen rolle i bund og grund i forhold til adskillelsen af stat og kirke – det er først og fremmest en beslutning i folketinget om en grundlovsændring, siger hun og fortsætter: 
 
- Men de lutherske ideer spiller en stor rolle internt i den danske kirke, blandt andet en skepsis over for det kirkelige hierarki. I Sverige har de for eksempel en ærkebiskop. Sat lidt på spidsen har de bevaret et kirkehierarki, der ligner det, de havde under katolicismen en hel del. Med oprettelsen af synoder i tilgift, fik Sverige en model, der kunne tage over efter en adskillelse.

 
- Men i Danmark...hvad skulle man egentlig gøre? Skulle alle biskopperne blive enige om at skille stat og kirke? Selv hvis de skulle blive det, er deres holdning ikke kirkens holdning, og der ville komme et ramaskrig fra forskellige præster og provster - og for den sags skyld menige medlemmer - der ville diskutere, om biskopperne skulle fyres, og hvem kan gøre det? Folkekirken er ekstremt fleksibel og rummelig, men den kan ikke navigere hurtigt og effektivt i det politiske liv, siger hun. 
 
Må kirken blande sig i politik?
Den danske folkekirke er altså på godt og ondt ude af stand til at udtale sig samlet politisk. Alligevel udtaler præster sig om politiske emner, for eksempel integrationspolitikken. Fra politisk side ses dette ofte som en utidig indblanding i den politiske debat. Marie Vejrup Nielsen påpeger, at politikernes holdning er noget helt specielt set i internationalt perspektiv:
 
- Der er et meget interessant problem. Det ser ud til, at man i Danmark generelt mener, at præster må give udtryk for politiske holdninger som privatperson, men ikke på prædikestolen i ”uniform”. Men der er så vidt jeg ved aldrig blevet kørt en embedsmandssag kun på det grundlag. Man kan sige, at det der gør Danmark speciel i forhold til det politiske, er, at man har accepteret, at præster ikke må udtale sig politisk som præster, og det er ret unikt. Der er jo mange der siger - for eksempel inden for den politiske teologi - at netop en præst har en moralsk og religiøs pligt til at gå op imod undertrykkere. 

Embedsmand eller Guds tjener
I sidste ende står slaget for den danske folkekirke i den nuværende ordning altså om, hvilken rolle præsten skal spille. Marie Vejrup Nielsen er ikke i tvivl om, hvordan præstens rolle er aktuelt:

- Hvad er en præst? Er hun en lokal sjælesørger, en statslig embedsmand, eller en Guds tjener? Jeg tror, at rollen som Guds tjener er den, der fylder mindst i Danmark. Ikke nødvendigvis i præstens selvforståelse, men i systemet, hvor man ikke det ser som en religiøs funktion på dén måde. Man ser det som en religiøs varetagelse af befolkningens behov.