For Jesper Langballe (DF) får det kristne budskab kun betydning, når man hører evangeliet. Kristendom.dk bringer her det fjerde i en række interviews om jul og kristendom
Til dagligt er Jesper Langballe medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti. Han har uddannelse i teologi og journalistik.
Kristendom.dk har talt med Jesper Langballe om, hvad julen betyder for ham, og på hvilken måde det kristne budskab bliver en del af hans jul.
- Det kristne budskab bliver en del af min jul, ved at jeg går i kirke alle juledagene. Det er sådan set den eneste måde, hvorpå det kristne budskab kan få nogen betydning. Det er ved, at man hører evangeliet, mener Jesper Langballe, der fortæller at han går i kirke alle advents-søndagene og i øvrigt også alle andre søndage.
- Det er forskelligt hvilken kirke jeg går i. Jeg skifter lidt. Men som regel går jeg i kirke hos min søn, der er præst nordøst for Viborg, siger Jesper Langballe.
Gud har reddet os fra os selvFor Jesper Langballe har julen særligt to betydninger:
- Julen er jo dels en traditionsrig familiefest, hvor man nyder at være sammen omkring noget god mad og drikke. Det er den første ting. Den anden ting, som egentligt skulle være den første, fordi den er vigtigst, er, at julen er et budskab om, at Gud er blevet menneske. At han er gået ind i vores syndige og dødelige tilværelse for at redde os fra os selv, fortæller Jesper Langballe.
Dette fremhæver han som en smuk ting ved kristendommen, sammenlignet med andre religioner, hvor guderne ifølge Jesper Langballe bare bliver siddende oppe i deres himmelske omgivelser.
Nordjyske juletraditionerDa snakken falder på juletraditioner, kan man fornemme begejstringen i Jesper Langballes stemme, og det synes tydeligt, at han er glad for julens traditioner:
- Jeg har stort set alle de juletraditioner, som alle andre mennesker har. Det vil blandt andet sige juletræ og alle de vidunderlige julesalmer og sange. Hvis jeg skal nævne én juletradition, som er lidt speciel, vil jeg nævne en tradition, der stammer fra min nu afdøde kones familie. De kom fra Nordjylland, og derfor er det en ufravigelig tradition, at vi første juledag skal have nordjysk grønkål kogt på svinekød. Det er en pragtfuld tradition!