Mødte Gud gennem Kristuskransen

Med min mormor kunne jeg tale om Gud. Da hun døde, havde jeg ingen at dele Gud med og vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med ham. Jeg meldte mig til et forløb om Kristuskransen, og det viste sig, at dette forløb blev en døråbner til Gud, skriver en læser

Jeg hedder Mette og er 44 år. Jeg har siden 1982 været tilknyttet det psykiatriske system, men har formodentlig været syg længe inden, jeg kom ind i systemet. Indtil 1997, hvor jeg blev indlagt, har jeg gået til samtaler med forskellige psykiatere og fået både antidepressivt og angstdæmpende medicin.
 
Jeg var faktisk konstant indlagt i 2½ år og fik i slutningen af min indlæggelse diagnoserne skizofreni og spiseforstyrrelser. I indlæggelsesperioden gennemlevede jeg et helvede af psykoser, hallucinationer, angst og vrangforestillinger. Direkte efter min indlæggelse boede jeg på en institution for psykisk syge, da jeg ikke kunne klare mig selv. Her levede jeg en zombie-tilværelse, dopet af medicin.
 
Efter jeg skiftede medicin, begyndte et nyt liv. Et liv med alle slags følelser og uden den berømte osteklokke. I dag bor jeg i min egen lejlighed i et opgangsfællesskab. Og selvom livet stadig er en kamp mod sygdommene, er jeg glad og tilfreds med min tilværelse.

Mormors død åbnede til Gud
Min mormor betød meget for mig. Med hende kunne jeg tale om Gud. Da hun døde, havde jeg ingen at dele Gud med og vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med ham. Egentligt havde jeg ikke andet forhold til Gud, end at jeg troede på Ham og bad min aftenbøn.
 
Da læste jeg i avisen om et forløb om Kristuskransen (en bede- og meditationskrans) og tænkte, at her var vist det, jeg søgte. Kristen spiritualitet og fordybelse.
 
Jeg meldte mig til og tog med bævende hjerte af sted til den første aften. Det viste sig, at dette forløb blev en døråbner til Gud, og mit Gudsforhold ændrede sig. Her var et forum, hvor man naturligt talte om Gud.
 
Kristuskransen bruger jeg en del, den betyder meget for mig. Jeg har siden været med til et andet forløb i kristen spiritualitet og fordybelse, denne gang med udgangspunkt i Johannesevangeliet. Jeg har nydt disse forløb, fordi jeg her kunne tale om Gud og mit Gudsforhold med andre ligesindede.

Mit personlige kors
Da min mormor døde, arvede jeg hendes vielsesring og min oldemors vielsesring, som min mormor havde sat en sten i og altid gik med. Ringene betød meget for mig, og også jeg gik altid med dem. Men da de var ved at være lidt tyndslidte, og jeg altid var bange for at miste dem, besluttede jeg at lave et kors ud af dem. Jeg fik også en guldring af min mor. Så nu havde jeg tre generationer af kvinder, som alle betyder meget for mig.
 
Jeg tegnede selv korset og tilføjede noget sølv, som skulle være min del af korset. Jeg fik en guldsmed til at lave det for mig. Jeg bærer det altid og det giver mig en følelse af nærhed især med min mormor, som jeg var nært knyttet til.

Digt om kamp og overgivelse

Prøver at holde fast
holde fast i roen,
men jeg er bekymret
for min familie
for mig selv,
hvad skal jeg gøre,
beder til Gud
om Han vil støtte os,
kan næsten ikke holde sammen
på mig selv
er ved at vælte igen,
vil være alene
krybe sammen
holde fast,
hjælp mig Gud.

Herre
min Gud
jeg vil så gerne
være i din kærlighed,
men jeg tør ikke
overgive mig,
føler ikke
at jeg fortjener den
kærligheden.

Tænker meget
over alt det
jeg har hørt
og læst om dig.

Vil så gerne
have din kærlighed.
Skal blot åbne op
siges der
tage dig ind.
Men jeg tør ikke.

Nu tør jeg overgive mig
overgive mig til dig Gud
mærke at du løfter mig
mærke at du følger mig
hånd i hånd
går vi fremtiden i møde.

Du har løftet mig før
båret mig gennem smerten.

Da mormor døde
overlod hun mig til dig,
ligesom hun overgav sig til dig
du bar hende forsigtigt hjem.

Først stod jeg rådvild
men fandt din vej
som jeg forsigtigt betræder
føler mig frem
med din hånd i min.

Hænder

Min Gud, min Gud
du ER den største i verden
dit skaberværk
er uendeligt stort.

Dine hænder
endnu et under
jeg ikke vil prøve at forstå.

Du favner
i nord, i syd
i øst, i vest.

Dine hænder er overalt
til groft arbejde
og til blide kærtegn

Du tager os ved hånden
fører os sikkert,
vi skal blot gribe ud
tage ved din hånd
og lade os føre.

Nogle gange griber din hånd ind
for at løfte
det vi ikke selv kan løfte
dine hænder
giver os styrken tilbage.

Men du bruger også mennesket,
som redskab i din hånd
leder du os til
at gøre godt for andre.

Du Gud
bærer for os
det ubærlige.

Når jeg lægger mig i sengen
lægger jeg mig trygt i din hånd
lader dig våge hos mig
imens jeg sover.

Tanker fra en retræte:

Det bliver aften Herre
du lader mig finde roen
du giver mig ro
det forløser
jeg er nu helt i din magt
mærker varmen strømme,
brede sig i kroppen
du er nærværende
på en ny anderledes måde
jeg tror jeg har fundet dig.

Herre
jeg tror
jeg kan finde
kraften igen,
giv mig tid
tid og ro
du fører mig,
har vel altid gjort det
uden at jeg
med mine hurtige skridt
mærkede efter,
men heldigvis
mærker jeg nu.
Denne stilhed
får mig til at mærke
forandringen
som er sket over måneder
som er mig mere og mere bevidst
du Herre og Jette
giver mig kraften
I ved det nok ikke
men i er et godt team
begge leder i min sjæl.

Jesus
du står der uden arme
uden fødder
ja uden ben,
men du lyser af styrke
med guld over hoved og bryst.
Din styrke
forplanter sig langsomt
i mit hjerte,
jeg skal nok prøve
at være dine hænder
og dine fødder
så godt som JEG nu kan.
For at give
som du gjorde det
GØR RIG.

Efter så mange år
med smerte
uden tro og håb,
er det en stor
og dyb glæde,
at de værste lidelser
er forbi,
og frem for alt
at jeg har fundet det
jeg så længe har søgt
nemlig Gud og Kristus,
vidste det ikke
men er sikker nu,
hvorfor mon
der skulle gå så mange år?

(2008)