Det Nye Testamente
Da kristendommen udspringer overtager den billedforbuddet fra jødedommen, men Det Nye Testamente taler faktisk ikke direkte om det.

Jesus kaldes af Paulus for ”Guds billede” (2.korintherbrev 4,4). Det udtrykker en dobbelthed i forhold til billedforbuddet, fordi Jesus i kristendommen både er menneske og Gud. Som menneske blev Jesus set af andre mennesker, men der er alligevel ingen, der har set Gud.

Jesus er altså Guds billede, fordi Gud gør sig synlig i Jesus, men alligevel har mennesket ikke set Gud. (Læs mere om den kristne treenighedslære her)

De første kristne teologer mente dog, at Gud skulle tilbedes i ånden, og derfor var de negative omkring billeder og afbildninger af Gud.

Skelnen mellem billede og afgudsbillede
I slutningen af 300-tallet begynder man dog at skelne mellem et billede og et afgudsbillede. Billedforbuddet fra Det Gamle Testamente fulgte med, men forståelsen blev, at et billede kun repræsenterer Gud.

Billeder af Gud er noget mennesket laver, mens Gud er skaberen af materialet. Derimod er et afgudsbillede et billede, som dyrkes som om det er Gud.

Kristen kunst deler kirken i to lejre
Men selvom man begynder at skelne mellem billede og afgudsbillede, så deler kirken sig i to lejre med hensyn til kristen kunst.

Den ene lejr mente, at Gud var blevet menneske i Jesus Kristus, og derfor kunne man godt fremstille Jesus i hans menneskelighed, mens den anden lejr mente, at Jesus var den guddommelige ophøjede, som derfor ikke kunne afbilledes.

Kunstens forskellige betydninger
Trods uenighederne om, hvorvidt man kunne lave et billede af Gud, kom der snart en omfattende kristen kunst, som blev brugt med forskellige betydninger.

I Vestkirken brugte man billederne som et pædagogisk middel til at lære analfabeter noget, men billederne måtte ikke tilbedes. I Østkirken laver man ikoner, som skal sætte den beskuende i forbindelse med det afbilledede, som et vindue til den himmelske verden.

Det var denne drejning som førte til de ikonoklastiske stridigheder (billedstorme) i 700-tallet, hvor billeder, ikoner og statuer blev nedrevet og sarboteret. Men på et kirkemøde i 800-tallet kom man frem til, at billeder måtte æres med kys og tilbedelse, så længe de ikke dyrkes. I danske kirker kommer der altertavler og kalkmalerier, som indeholder billeder af både Jesus og Gud.

Kirkemødets resultat understøttes senere af Luther, som under reformationen ændrer opfattelsen af billedforbuddet i de ti bud. Han mente, at det at dyrke et billede af Gud, er det samme som afgudsdyrkelse, men han så ikke noget galt i at lave et billede af Gud, så længe det blot fremstiller ham uden en dyrkelse af billedet.

Opfattelsen af billedforbuddet i dag
I den lutherske kirke tiltrækkes mange kristne i dag af ikoner, ikke for at tilbede dem, men for at meditere. Billeder betragtes almindeligvis som et pædagogisk hjælpemiddel, og det er ikke kun traditionelle billeder som bruges, men også eksperimenterede, hvor billedet ikke blot skal fremstille, men også udtrykke en betydning.

I dag fremstilles der stor set kun billeder af Jesus og ikke af Gud.

Billeder har en positiv betydning
Når billedet blot henviser til det som afbildes og ikke er identitisk med det, det forestiller, får billedet i den kristne tradition overordnet set en positiv betydning. Striden har derfor i stedet handlet om, hvorvidt kunstneren skal være kristen eller ej for at udtrykke et kristent budskab.

I dag er det svært at provokere med blasfemi i kristendommen. Hvis blasfemi bruges, så er den som regel ikke henvendt imod Gud, men imod kristnes følelser.


Kilde:"Gudebilleder" (2006), red. Lisbet Christoffersen