Nej, det er en statsopgave at samle forråd, så der også er mad til de mennesker, der har været for dovne til selv at tænke på fremtiden.

Teologi i samfundet
Begrundelsen er interessant, fordi den i høj grad har med teologi at gøre.

For Luther er mennesket selv en stor synder, som over for Gud intet kan stille op, men må modtage alt af Guds nåde. Der er ingen måder, hvorpå man kan optjene point i Himlen.

Mennesket er for Luther grundlæggende en slyngel. Det lyder menneskefjendsk, men betyder i virkeligheden at synet på livet i verden bliver ganske anderledes positivt, end det var tidligere.

Selvom mennesket altså er en slyngel, så elsker Gud alligevel mennesket og hjælper det med at opretholde livet. Sådan forstår Luther forholdet mellem Gud og mennesket, og en sådan forståelse kan ikke undgå at smitte af på forståelsen af forholdet til verden.

Luther ved nok, at i verden fungerer meget efter princippet om fortjeneste, og at det også er nødvendigt, hvis samfundet skal hænge sammen. Men da han også ved, at mennesket først og fremmest tænker på sig selv, så har han også en fornemmelse for, at hvis et samfund skal holdes sammen, så duer det ikke, hvis alting gives efter fortjeneste. Der må være en lille smule nåde indbygget i samfundets orden også. Ellers ville samfundet ikke fungere.

Lutherdom og moderne velfærdsstat
Historisk er der langt fra Luther og til den moderne velfærdsstat, og mange andre faktorer spiller ind.

Luther forudsætter generelt, at det er den enkelte husfader, der skal sørge for sin husstands liv og trivsel – og det er lidt morsomt, hvordan Luther i det efterfølgende i den nævnte forelæsning kritiserer de fyrster, der formaster sig til at indkræve over 20 % i skat.

Men forestillingen om, at der også må være lidt til de dovne, er et skridt på vejen mod en stat med omsorg for alles velfærd. Nogle kunne også læse det som en påmindelse om at undgå at samfundet bliver ”nådesløst”.