10 gode bøger til vinterferien

4. Johannes Sløk: Mig og Godot! (1985)
Johannes Sløks selvbiografi – der karakteristisk nok ikke kaldes en selvbiografi, men erindringsforskydninger – er ikke i genre med den slags selvbiografier, der mest handler om at udlevere sig selv og andre.
Mig og Godot! er et forsøg på at komme overens med et liv, der på mange måder var mislykket. Sløk redegør derfor ikke blot for sit liv, men også for hovedpunkterne i sin teologi, og han gør det med enormt overskud, vid og en ydmyghed midt i sin arrogance.
 
Alt i alt er bogen en glimrende indgang til et af de væsentligste teologiske forfatterskaber i moderne dansk tænkning.

5. Victor Hugo: De elendige (1862)
De fleste kender nok musicalversionen Les Misérables af Victor Hugos klassiske roman, men er man til store, smukke skæbneromaner, er bogen bestemt også et bekendtskab værd.
 
Der er en mængde kristne motiver i romanen, men mest slående er nok hovedpersonen Jean Valjeans skæbne. Valjean er tidligere straffefange, og hans ærkefjende inspektør Javert mener ikke, at han har sonet sin gæld til samfundet.
 
På sin vej begår Valjean en uret imod en biskop, der imidlertid tilgiver ham og hjælper ham, men påpeger, at Guds tilgivelse betyder, at Valjean nu tilhører Gud. Valjean må altså vælge imellem at ville tilhøre enten jorden eller himlen og hans kamp for at gøre det gode bliver i et større perspektiv til en kamp for at tjene Gud.

6. Dante Alighieri: Den guddommelige komedie (1321)
Dante skrev på sin guddommelige komedie i mange år, og den stod først færdig ved hans død. Det lange episke digt om Dantes søgen efter sin elskede Beatrice fører os igennem både helvede, skærsilden og himlen og står som kronen på værket over den middelalderlige, katolske forestillingsverden.
 
Samtidig grundlægger den rimende tekst det italienske sprog, og rimarbejdet er så sublimt, at man faktisk kan nyde blot synet af teksten, selvom man ikke kan italiensk! Ellers findes der en fremragende oversættelse til dansk af Ole Meyer fra 2004, hvor rimene dog ikke er bevaret.
 
Desværre har Dante en tendens til at nævne alle sine fjender og deres lidelser i helvede, og hvis man ikke lige har styr på det politiske klima i det fjortende århundrede i Norditalien, kan Ebbe Kløvedal Reichs genfortælling, der senest er genudgivet i 2003, varmt anbefales. Den indeholder også Gustave Dorés fænomenale kobberstik til historien og de er i sig selv et bekendtskab værd.

7. Friedrich Nietzsche: Antikrist (1888)
Frierich Nietzsche var en af de voldsomste kritikere af kristendommen i 1800-tallets filosofiske kredse, men det bliver ofte overset, at han faktisk havde et decideret positivt billede af Jesus.
 
I denne bog – som Nietzsche selv udnævnte til at være dødsstødet mod kristendommen – bliver det klart, at Nietzsche opfatter en af kristendommens største forbrydelser som at gå direkte imod Jesu eget eksempel.
 
På den måde placerer bogen i virkeligheden Nietzsche som en stemme på linie med en lang række teologiske stemmer igennem historien, der har diskuteret hvor vægten skal lægges i læsningen af det Nye Testamente.
 
Og så er bogen også skrevet i et meget morsomt, nærmest forargeligt sprog, der minder om det bedste, læserbrevsskribenterne i de danske aviser kan præstere nu om dage.

8. Per Bilde: En religion bliver til (2006)
Dr. phil. Per Bildes livsværk har været at finde en plausibel, historisk-kritisk version af omstændighederne, der ledte op til kristendommens opståen.
 
En religion bliver til er et opsummerende værk, der præsenterer hans argumentation samlet, let forståeligt og i en overskuelig form med en mængde tekstudpluk.
 
Man kan være uenig både i visse punkter og i hele præmissen – for et fyldigt argument imod selve ideen om den historiske Jesus, kan man slå op under "Jesus" i Gads bibelleksikon, hvor Geert Hallbäck folder sig ud. Men det er svært ikke at blive fascineret af den religiøse smeltedigel, som Bilde skildrer i Palæstina omkring år 0.

Der er også noget dybt fascinerende ved Bildes hovedpointe: at kristendommen på én gang var noget nyt og samtidig havde dybe rødder i sine kulturelle og religiøse omgivelser.

Meget anbefalelsesværdig, hvis man på nogen måde interesserer sig for den historisk-kritiske tilgang til kristendommen.

9. Augustin: Bekendelser (398)
Sankt Augustin grundlagde med sine Bekendelser selvbiografien som genre, og bogen er et fascinerende indblik i den kristne tænkemåde omkring år 400.

Samtidig er bogen én lang beskrivelse af Augustins omvendelsesforløb, der faktisk er næsten præcis som de omvendelsesforløb, religionssociologer studerer nu om dage.

Bogen kan altså læses både historisk og aktuelt.

Bogen er skrevet direkte til Gud – deraf navnet Bekendelser – og det afstedkommer, at ordet Gud optræder næsten absurd mange gange, men derudover er sproget ikke bare flydende, men også overraskende vittigt, for eksempel i Torben Damsholts danske udgave fra 1988.

10. K. E. Løgstrup: Den etiske fordring (1956)
Vi har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at stå med dets liv i vores hænder. Løgstrups tanke om, at vi er hinandens skæbne, bliver trukket frem i undervisningen både i folkeskoler og gymnasier landet over.

Denne bog er det første sted, Løgstrup udfolder tanken i sin helhed og den betød et brud med den teologiske gruppe Tidehverv - et brud der den dag i dag stadig kan udløse hånlige ord i gruppens blad.

Løgstrup forsøgte at skrive i et letforståeligt sprog, og det lykkedes ikke helt, men hvis man kan tygge sig igennem prosaen, er tankerne originale og af stor betydning for den etiske debat helt op til vor tid.

Alle bøgerne kan findes på eller skaffes hjem af det lokale bibliotek.