At være biskop handler hverken om at være mere hellig eller mere grisk efter magt end andre, skriver biskop Steen Skovsgaard
Spørgsmål:
Er en biskop mere ”hellig” end en præst, eller drejer det sig bare om magt?
Maria
Svar:
Kære Maria
Tak for dit spørgsmål.
En biskop er ligeså "hellig" som enhver anden kristen. Hellig bliver man nemlig ved dåben, hvor vi ligesom grene podes ind på Jesus Kristus og bliver en del af fællesskabet med ham. Det er aldrig noget, man kan gøre eller blive af sig selv.
En biskop er derfor - som enhver anden kristen - en del af dette store fællesskab: Kristi legeme, som det hedder hos Paulus i 1. Korintherbrev kapitel 12. Og ligesom et legeme har mange lemmer og mange funktioner, sådan er der også mange funktioner i kirken. Nogle er præster, andre er lærere, nogle er organister, andre er bagere - og så er der nogle, som er biskopper.
Om det så bare drejer sig om magt? Det synes jeg nu ikke. For hvem har mest magt over et legeme - eller hvem er mest betydningsfuld? Det er svært at sige.
Paulus udtrykker det sådan: "Øjet kan ikke sige til hånden: 'Jeg har ikke brug for dig,' eller hovedet til fødderne: 'Jeg har ikke brug for jer'. Tværtimod, de lemmer på legemet, som synes at være de svageste, netop de er nødvendige, og de lemmer, som vi synes er mindre ære værd, dem giver vi desto større ære… Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig." (1. Kor 12, 21 ff).
Så det er hverken et spørgsmål om at være mere eller mindre hellig - eller at have mere eller mindre magt. Det handler først og sidst om dette nære og dyrebare fællesskab med Gud og med hinanden.
Steen Skovsgaard
Biskop i Lolland-Falsters Stift