Michael Lerche Nygaard |
23. februar 2009
Selvom det ikke kan bevises, at Jesus var Guds søn, er der gode grunde til at tro det. Brevkassesvar af sognepræst Michael Lerche Nygaard
Spørgsmål:
Det er vel et historisk faktum, at Jesus har levet - selv om jeg kan forstå, at det er mærkværdigt, at historikeren Flavius Josephus i "Jødrernes Krig" ikke omtaler Jesus med ét ord, skønt han beskriver kampene mellem jøder og romere i Palæstina i et tidsrum, der falder sammen med Jesu levetid.
Men lad os nu antage, at Jesus er en historisk person. Hvordan kommer man så videre med en tro på, at han var Guds søn? At han selv ifølge evangelisterne påstår det, kunne jo være en gal mands snak.
Jeg har så funderet videre og nået frem til, at så må det jo være Jesu mirakler og hans påstand om, at han er genopstået efter sin korsfæstelse og senere igen viste sig for sine disciple for herefter at fare til himmels, der kunne overbevise en tvivler.
Men heroverfor står så det faktum, at jøderne, der som vi tror på én Gud men ikke tror på, at Jesus var Guds søn (og da vist heller ikke tror på hans mirakler?).
Vil det sige, at hvis jeg skal bruge de nævnte forhold som "bevis" for min tro, må jeg gå imod jødernes opfattelse af, hvad der er sandt og ikke sandt? Men hvilke belæg har jeg for at gøre det?
Det var nemmere, hvis man kunne bruge Jesus og hans udsagn som "bevis".
Erwin
Svar:
Kære Erwin
At Jesus har levet, er bevist. Så eftertrykkeligt, at der ikke er plads til nogen tvivl. Hans jordiske liv er uden sammenligning det bedst bevidnede fra den tid. De vigtigste kilder er evangelierne og Paulus’ breve. Men der er også mange andre kilder, også ikke-kristne.
Josefus (37-100 e. Kr.) var jødisk general i Galilæa og skrev to historiebøger om jødefolket til kejseren i Rom. I den ene (Antiquitates) omtaler han Jesus to gange. Første gang nævner han kort, at Jakob var bror til Jesus, som kaldes Messias.
Anden gang omtaler han Jesus selv: "På denne tid optræder Jesus, en vismand, om det da går an at kalde ham et menneske, for han udførte utrolige gerninger. Han var lærer for mennesker, som med lyst tager imod sandheden. Han tiltrak mange jøder, men også mange fra den græske befolkning. Han var Messias, og da Pilatus på vore lederes angivelse havde dømt ham til korset, hørte de, som først havde fattet kærlighed til ham, ikke op dermed. Thi på tredjedagen viste han sig atter levende for dem, og de guddommelige profeter havde forudsagt både dette og titusinder af andre forunderlige ting om ham. Indtil dette øjeblik er stammen af de kristne, som har navn efter ham, ikke forsvundet."
En negativ omtale finder vi hos historikeren Tacitus (født 55 e. Kr), som skriver om kejser Neros forfølgelse af de kristne i Rom, og oplyser: "Kristus, som de kristne havde deres navn fra, led den yderste straf i Tiberius' regeringstid, idømt af en af vore prokuratorer, Pontius Pilatus. Det førte til, at en dødelig overtro, som først var blevet holdt i skak gennem dette, brød ud igen, ikke kun i Judæa, ondets første kilde, men også i byen Rom. Hertil strømmer jo alt frygteligt og skammeligt fra alle verdenshjørner - det mødes her og bliver populært".
Omtrent samtidig med Tacitus skriver en anden romer,
Plinius den Yngre, til kejser Trajan, at de kristne regelmæssigt mødes til gudstjeneste søndag morgen. "Der synger de vekselsange til Kristus som til en gud".
Der findes også andre småbemærkninger om Jesus, som er overleveret, fordi han bliver omtalt i forbifarten, men de vigtigste udenfor de kristne kilder er de tre, jeg har nævnt her.
Når det gælder Jesu liv, er materialet virkelig solidt. Paulus skrev sine breve allerede i 50’erne efter Kristi fødsel. Det var mens øjenvidnerne stadig levede, og kunne have pillet det hele fra hinanden. Men Paulus opfordrer indirekte læserne til at få hans oplysninger bekræftet (1. Korinterbrev kap. 15, vers 6).
Også Bibelens fire evangeliebøger er skrevet kun få år efter begivenhederne. Jesu død og opstandelse fandt sted i 30’erne. Man kan spore disse bibeltekster tilbage til de første århundreder, fordi man er i besiddelse af tusindvis af hele og delvise håndskrevne eksemplarer af dem, som bekræfter deres indhold, som vi kender det i dag.
Dermed er Jesus betydelig bedre bevidnet end nogen anden person fra oldtiden. Andre berømtheder som Julius Cæsar og Platon kommer vi ikke nærmere end 7-10 håndskrifter, skrevet hele 1000-1200 år efter personernes død. Alligevel tager alle det for givet, at Cæsar og Platon har levet. Derfor er det mildest talt bevist, at Jesus var en historisk person. Ingen seriøs historiker vil hævde andet.
Hvad der derimod ikke kan bevises, er at han er Guds Søn. For det må tros. Men ligesom det historiske har stærke holdepunkter, har troen det også, hvis vi har øje for dem.
Jesus gik fuldt og helt ind under menneskelivets vilkår. Hans menneskelighed var helt konkret. Det viste han livet igennem:
Han blev født af en kvinde som andre mennesker (Luk. 2,7). Han indordnede sig i en familie, var barn hjemme hos Josef og Maria (Luk. 2, 51). Han kunne blive sulten (Matt. 21,18), måtte sove (Matt. 8,24), kunne blive syg (Es. 53,3), kendte til at være bange (Mark. 14,33). Han døde også som mennesker gør, endda som en usædvanligt mishandlet og foragtet person (Joh.19,30).
Samtidig var Jesus mere end bare et usædvanligt menneske. I Johannesevangeliet kan vi læse, at Jesus eksisterede allerede længe før han blev født på jorden. Der står, at han var hos Gud, ja at han var Gud.
Derfor var det Gud selv, der “blev kød og tog bolig iblandt os”, da Jesus blev født til et liv på jorden. Også denne guddommelige dimension af hans person kom tydeligt frem i det liv, Jesus levede her på jorden. Han demonstrerede det ved flere lejligheder, ved at sige og gøre ting, som kun tilkommer Gud.
For eksempel tilgav han synder (Mark. 2,7). Og han gik på vandet, og viste på den måde, at han kunne råde over naturlovene (Matt. 14,25). Han lod sig tilbede, uden at protestere (Joh. 9,38), optrådte som herre over moseloven (Matt. 12,8), kaldte sig vejen, sandheden og livet, titler, der er forbeholdt Gud (Joh. 14,6). Han betegnede sig selv som verdens lys (Joh. 8,12), også en titel Gud har i GT.
Endelig gjorde han, som du nævner, store undere og sagde, at de var tegn på at frelsen var kommet til jorden. Og sidst men ikke mindst var det ikke muligt for andre at påvise nogen synd hos ham. Han var det eneste menneske, der nogensinde har været retfærdigt i sig selv på denne side af syndefaldet. Han sammenfattede også det alt sammen ved sige, at han og Faderen var ét (Joh. 10,30).
Som både sand Gud og sandt menneske er den historiske person Jesus repræsentant for både Gud og mennesker. Kun på denne måde kan han være fredsambassadør og forligsmand for begge parter. Han står i en unik position.
Korsdøden er det sted, hvor det bliver allermest afgørende: Hvis ikke Jesus havde været Gud, ville hans ord om syndernes forladelse kun være varm luft. Dødsstraffen på Golgata ville bare have været et tilfældigt justitsmord i rækken af uretfærdigheder, og det ville ikke flytte noget. Slet ikke i forhold til andres skyld eller retfærdighed.
Og hvis ikke Jesus havde været menneske, ville han ikke have kunnet repræsentere os. Hverken på korset eller da han stod op fra sin grav på tredjedagen.
Men nu var Jesus både Gud og menneske, og derfor er han nøglen, der kan låse op for vores fastlåste situation i forhold til Gud.
Luther sammenfatter det sådan: “Da vi var blevet skabt og havde modtaget alt godt fra Gud Fader, kom Djævelen og kastede os ud i ulydighed, synd, død og al ulykke, så at vi faldt under Guds vrede og unåde og blev underkastet evig fordømmelse, som vi selv havde forskyldt og fortjent. Der fandtes intet råd - ingen hjælp eller trøst, indtil denne eneste og evige Guds Søn af uendelig godhed forbarmede sig over vor jammer og elendighed, og kom ned fra himlen for at hjælpe os” (Luthers Store Katekismus).
Du kan læse mere om kilderne til den historiske Jesus og diskussionerne af dem i professor Oskar Skarsaunes bog ”
Den ukendte Jesus”, Forlaget Fokal, 2006, side 266.
Med venlig hilsen
Michael Lerche Nygaard
Sognepræst
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano