Skriftemålet befrier

 
Hvad ville skriftemålet ikke kunne have givet både ham og mig? Men jeg anede ikke dets eksistens.
 
Først mange år senere lærte jeg dets velsignelse at kende. På en konference i udlandet mødte jeg et tysk ægtepar, hvis ægteskab havde været i dyb krise. Nu havde de fået talt ud. De gik til skrifte i den nærliggende kirke, de gik til messe. De var så åbenlyst frie og glade mennesker.
 
Og jeg følte en dyb tomhed. Jeg havde ingen kirke her. Jeg længtes efter skriftemålet. Fra min barndom sad uforløst skyldfølelse i mig, og jeg håbede at et godt skriftemål kunne give mig indre fred. Men jeg var opdraget ekstremt antikatolsk. I mit sind var indpodet, at den katolske kirke var noget nær antikrist.
 
Tilfældigt hørte jeg om en folkekirkepræst i den anden ende af byen, som praktiserede skriftemål. Altså ringe til ham og aftale tid. Jeg var fyldt af forventning: snart, snart ville mit store problem blive løst.  Og så blev det bare snak, snak. En venlig rar præst, der bare ikke fattede hvad jeg havde behov for. Senere forsøgte jeg den nærmeste højkirkelige præst. Jo, han ville gerne indføre skriftemålet, men jeg var så helt klart hans prøveklud.  For begge var dette første gang. Han dumpede som skriftefar ved bare at bortforklare synden – de psykologiske forklaringer han kom med, kunne jeg selv have fundet på.
 
Som katolik blev jeg i skriftemålet taget alvorligt. Jung taler om betydningen af at kende sin skygge, at se sine mørke sider i øjnene. Det gør man i skriftemålet. I stedet for at fortrænge, tager man alt frem i lyset. I stedet for at give efter for determinerende tendenser: Jeg kan ikke gøre for, at jeg har handlet forkert, for jeg er blevet behandlet sådan og sådan, realiserer man sig selv som et frit menneske med ansvar for hvad man tænker og gør.

 
En klog skriftefar vil sige til et menneske der er skyldbetynget over fejl, der kommer af psykiske brist, at det ikke egentlig er synd, for synd forudsætter en fri vilje. Men sammen med en voksende frihed følger også større ansvar for de fejl, der har sine rødder i gamle traumer.
 
Præsten og jeg sidder i hans stue og taler om, hvad der er sket siden sidst. Samtalen slutter med at jeg beder om skriftemål. Dette foregår i et andet værelse. Præsten er nu iført den lilla stola
Skriftemålet er et sakramente og bør være adskilt fra samtale.
 
Præsten beder Helligånden oplyse mig om min synd. Naturligvis har jeg forberedt mig og ved, hvad jeg vil bekende. Men det kan ske, at Helligånden kaster lys over noget andet, og det jeg har tænkt at bekende, forsvinder.
 
Efter at have givet absolutionen - tilgivelsen – giver præsten en bod.. Uha, så er det altså rigtigt, at katolikker skal betale for tilgivelsen. Nej, man skal forstå ordet ”bod” ud fra verbet ”bøde” – at bøde fiskegarn er at rede noget sammenfiltret ud.   Det samme skal boden medvirke til. Synden kan have haft følger i mig. Eller den kan være del af et problemkompleks, der trænger til at blive redet ud. Boden  kan være en bøn, et godt råd, en bibeltekst. Den bibeltekst jeg får som bod, læser jeg mange gange, mediterer over den, lader den virke ind i mig. Jeg tror, at den vigtigste åndelige vejledning jeg har fået, og den som har virket mest helbredende, har været de mange gange jeg har fået en bod – og levet efter den.

 
Mange går i dag til alle mulige terapier. At gå regelmæssigt til skrifte er at leve i en dybt helbredende proces.
 
Jesus siger: Se jeg gør alting nyt. Det oplever man i skriftemålet. Ny i ånd, psyke, krop – man oplever sig helbredt i dybden. Da jeg gik hen ad gaden havde jeg lyst til at råbe det ud: Her kan du få et nyt liv!   Hvorfor strømmer folk ikke til ”skriftestolen”? De skulle bare vide.
 
Dagens tidebønslæsning er fra en prædiken af pave Leo den Store (+ 461): ”Det er sandt at genfødelsens vand er begyndelsen til et liv under nåden, men det er stadig nødvendigt for os alle dage at kæmpe mod den rust, der sætter sig på vor dødelige natur”.
 
Ud fra den erkendelse aftaler præsten og jeg en ny tid, fire uger frem. Så er det tid til igen at fjerne rusten.
 
Da jeg kom hjem, lå der til mig en bog om skriftemålet: Sognepræst ved Sankt Pauls Kirke i Århus Flemming Baatz Kristensen: Skyldig og fri - befriet til at leve, Credos Forlag.
 
I dag behøver man ikke, som jeg dengang, at lede forgæves i folkekirken efter skriftemålet.
 
Det er en udmærket bog. Men jeg spørger mig selv, hvorfor forfatteren skal beskrive det katolske skriftemål så negativt. Jeg har nu i 48 år som katolik gået regelmæssigt til skrifte – jeg har læst en del katolsk teologi om emnet – og jeg genkender ikke hvad han skriver.
 
Vi ønsker de kristnes enhed, men så må vi også søge sandheden om de andre og ved forberedelsen af sådan en bog undersøge, hvordan katolikker selv oplever skriftemålet.
 
Det må tilføjes, at jeg er nok også følsom over for kritik af den gave, som førte mig ind i troen på mine synders nådige forladelse.