Dorte J. Thorsen |
3. marts 2009
Det berømte skuespil ”Maria Stuart” om forholdet mellem Elizabeth d. 1. og Maria Stuart er i øjeblikket på plakaten på Betty Nansen Teatret. Forestillingen har næsten konsekvent ignoreret den kristne vinkel i det oprindelige manuskript
Der var premiere på Friedrich von Schillers skuespil ”Maria Stuart” på Betty Nansen Teatret torsdag den 26. februar.
I rollen som den engelske – og protestantiske - dronning Elizabeth d. 1 ses Ditte Gråbøl, mens den skotske – og katolske - dronning Maria Stuart bliver spillet af Sidse Babett Knudsen.
Såvel Ditte Gråbøl som Sidse Babett Knudsen får en del ud af det oplæg, de har at spille ud fra. De centrale pointer om magt og kærlighed, hensynsløshed og jalousi kommer generelt fint ud over rampen.
Men stærkest står Ole Lemmeke som Elisabeth d. 1´s højre hånd, det kølige magtmenneske Lord Burleigh, der afskyede katolicismen - og især Maria Stuart. Hans skuespil er i særklasse, og han tilfører alle de scener han er med i en god portion troværdighed.
Alligevel mangler stykket både dybde og nuancering, og når det drejer sig om kristendommens rolle i det komplicerede spil, der også i virkeligheden fandtes mellem de to kvinder, så begynder det for alvor at knibe.
Det er ikke Gråbøls og Knudsens ansvar, men manuskriptforfatters og instruktørs, som i denne opsætning næsten konsekvent har nægtet at give sig i kast med de mange kristne vinkler i Schillers drama.
Manglende kristendomDet er ikke kun ærgerligt, men også historieforvrængende, da det religiøse aspekt var et kardinalpunkt for begge dronningers liv og skæbne i en grad, så de begge har masser af tung religiøs bagage med sig ind i kampen om magten.
Vi er tilmed i en tid, hvor religionen definerede livet og verdenen på en langt mere determinerende måde end kristendommen gør i Europa i dag - og hvor der ikke var plads til mere end en religion per land.
Alt dette foldes også flot ud i Schillers eget manuskript, men desværre er det stort set skåret væk i Betty Nansens opsætning, hvor religionen kun bruges, når noget i handlingen skal forklares eller begrundes.
Det er synd, for uden den religiøse dimension som en aktør i sig selv bliver stykket en-dimensionelt i sin beskrivelse af magtens væsen, der i denne opsætning derimod krydres meget - og måske også for meget – med erotik i stedet.
Sanseligheden versus ordet
Forholdet mellem katolicisme og protestantisme minimaliseres derimod til et primitivt valg mellem sanseligheden og ordet – bedst illustreret ved kostumevalget med Sidse Babett Knudsen som en smuk og æggende Maria Stuart og Ditte Gråbøl som en på alle måder stiv og farveløs Elizabeth d. 1.
Stykkets manglende fokus på kristendom skyldes måske, at mange i dag mest opfatter religion som et argument for politiske ønsker og magtkampe.
Men på Elizabeth d. 1. og Maria Stuarts tid var kampen mellem katolicismen og protestantismen mere end bare management, profilering og image.
Det var en reel værdi-kamp, der gik langt videre end til politiske mål og magt. Det var nationens overlevelse, den enkeltes livsgrundlag, ja i sidste instans frelsen, der stod på spil.
Eller med andre ord; En kamp, der betød ligeså meget, ja vel egentlig mere end den kamp for frihed og demokrati, som mange mener udkæmpes i dag.
"Maria Stuart" spiller på Betty Nansen 26. februar - 8. april. Det er Katrine Wiedemann, der har instrueret. Scenografien står Maja Ravn for.
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano