Når fastens middagsdæmon indfinder sig

Men ofte må man se den som det den er: Djævelens angreb. Vi må ikke glemme, at fasten er vores ørken. Jesus blev ført ud i ørkenen for at fristes af djævelen. Fasten er ikke bare en magelig, idyllisk vandring, den er kamp. Vi bliver også fristede. Da kan redningen være at sige til den herre fristeren: I Jesu navn forsvind. Jesus sejrede over fristeren, vi kan få del i hans sejr. Det virker. Fristeren forsvinder - for denne gang! Man gør klart for sig, hvem man vil tjene, hvem der skal bestemme.

Engang var jeg tilbøjelig til at betragte leden som udslag af mine tilbøjelighed til depression og så give efter for den. Så kan en vis selvmedlidenhed snige sig ind: Det er bare så synd for lille mig, at jeg så let bliver deprimeret. Det er ørkenfædrene der for alvor har lært mig, hvad leden drejer sig om. Den ortodokse præst Alexander Schmemann (1921-1983), en af fædrenes nutidige disciple, sagde: ”Leden er roden til al synd, fordi den i grunden forgifter vores åndelige energi”.

Leden fører til modløshed. Hvad skal fasten være godt for? Jeg kan ikke klare den. Jeg mister også modet til det, som er mit kald i livet. Måske tror jeg at dette er ydmyghed, mens det i virkelighed er mistillid til Gud, i grunden hovmod, fordi man kun regner med sig selv. Teresa af Avila sagde: ”Teresa kan intet, men Teresa og Jesus kan alt.” Det er sand ydmyghed. Den ægte ydmyge tror og håber alt. Paulus sagde: ”Jeg formår alt i Ham, som gør mig stærk”.

Men hvordan kan man skelne mellem depression og lede? Ignatius af Loyola talte om trøst og mistrøst. Trøst komme fra den gode Ånd, mistrøst fra den onde. Han mente at depression udvikler sig langsomt, og har også andre symptomer, og den forsvinder også gradvist igen, mens mistrøst kan overfalde én pludseligt og lige så pludseligt ophøre, hvis man går mod den.

I de sidste år har jeg mere og mere erfaret tungetalens kraft i kampen mod leden. Paulus siger jo også: ”Den der taler i tunger, opbygger sig selv”. Har vi ikke brug for det? Og især når leden vil overfalde os.
Paulus underviser menigheden i Korinth i, hvordan de kan blive en stærk og sund menighed, og han skriver til dem: ”Jeg ser gerne at I alle taler i tunger” . Han havde jo erfaring for velsignelsen i denne bøn: ”Jeg takker Gud for, at jeg taler mere i tunger end nogen af jer.”

Hvorfor skal der så mod til at skrive åbent om denne bøn? Måske fordi den opfattes som noget eksalteret, måske lidt sekterisk. Men vi kan vel ikke beskylde den stærke Paulus for at være eksalteret eller sekterisk? Men Paulus taler om tungetalen som den enkeltes bøn i lønkammeret. Tungetalen er den kontemplative bøn. Som den indre stilhed indfinder sig når vi står over for Gud, der er udover alt, hvad vi kan forestille os, sådan forholder det sig også med tungetalen.

Denne bøn giver en indre ro og fred, som ikke er af denne verden – og den bekæmper ledens og modløshedens ånd.

Fastetiden er givet os som en helbredelsens tid for vore åndelige sygdomme, dem der giver sig udslag i de daglige synder.

Vi vil gå videre med dem.