En gudstjeneste skal kræse for form og indhold

Kirkerummet i min lokale kirke er optimalt at synge i. Især hvis man sætter sig lidt frem i rummet. Menigheden er fuld af gode sangere. De salmer, vi synger, er vævet sammen med mennesker, hvis livshistorie jeg har fået lov at blive en del af. Da vi i går sang: Befal du dine veje, huskede jeg en begravelse og et menneske, for hvem den salme havde gjort en forskel. Vi sang også: Gud vi er i gode hænder, og jeg husker hende, der skulle have en kopi af den salme med på hospitalet. Jeg kan efterhånden ikke synge med på en ærlig salme, uden at jeg får hovedet fyldt af mennesker og begivenheder i og uden for kirkens rum.

Så er der teksterne, de bibelske tekster. Jeg er så gammel, så det at møde dem, læst op af dagens læser, er som at møde gamle venner. Men også gamle venner kan overraske, og fortroligt fællesskab med dem, vi kender, kan gøre os klogere på både andre og os selv. Igen og igen sidder jeg på bænken og spørger mig selv: Hvorfor har du ikke lagt mærke til den sætning før? De bibelske læsninger er som den danske natur. De kan være blide eller barske, kan være som en mild forårsregn, men også som storm og uvejr. Ind imellem provokerende og aldeles politisk ukorrekte. I går blev der helt uindpakket advaret mod utugt og griskhed som en fare, der kunne lede kristne mennesker ikke bare i uføre, men i fortabelse. Jeg kom til at tænke på Søren Kierkegaard, der et sted siger: Jeg kan ikke holde ud at være alene med teksten. Stik mig en kommentar.

Prædikenen er et af gudstjenestens højdepunkter. Heldigvis tilhører jeg en lokal tradition, hvor den ikke skal klares på 5-10 minutter, men der tages tid til fordybelse. Jeg har brug for andres hjælp til at forstå og anvende dagens tekst. Brug for den tiltale, der ligger i prædikenens form, hvad enten det er formaning eller trøst. Jeg læser som regel flere prædikener i ugen op til søndagen, bare for at styre min nysgerrighed omkring andres vinkler. Prædikenen kan variere fra solid hverdagskost til festmad. Jeg sidder på min flade og ledes gennem tekstens landskab, mens jeg guides af prædikanten. Har jeg forstået en kristen prædikens betydning, så sker der mere end blot kommunikation fra en talerstol. Der sker noget, som er skjult for øjet og den ydre erfaring. Jeg sætter mig under Guds tiltale. Tid og rum ophæves. Jeg bliver en Maria, der sidder og lytter til ham, der er på vej til Jerusalem, Eller jeg bliver én af to ukendte Emmausvandrere og kommer med på en vandretur sammen med den korsfæstede og opstandne.

Nadveren er et nyt højdepunkt. Det samler det hele i en enkel og sanselig form. Jeg er accepteret. Jeg er tilgivet. Jeg tilhører et evigt fællesskab. Jeg kan smage det.

Jeg lander under postludiet. Dagens grundtone slås endegyldigt fast. Den er eftertænksom her i fastetiden. Men der er en nedtælling i gang. Der lurer en påskedag og en påskedags postludium om få søndage. Det bliver stort.