Det er sjovt at være i vækst

Er angsten for forandring større end frygten for fiasko i folkekirken?

Der sker så mange spændende ting i folkekirken for tiden. Det er blevet meget mere tilladt at være udadvendt og kreativ end for år tilbage. Kirken vrimler med dygtige og kreative mennesker, som finder på nye samværsformer, gudstjenester, brug af medier osv.

Jeg kan blive helt varm og lystig indvendig ved tanken om, hvad al den offensive energi kunne bruges til, hvis vi i fællesskab besluttede, at kirken skal vokse og ikke skrumpe.

Tænk, hvis vi systematisk arbejdede hen mod det mål, at vi alle sammen skal være dygtige til vækst; hvis vi gik i lære hos dem, der kan det og uddannede vores unge teologer i vækst og kommunikation.

Der vil allerede nu være læsere der får en mærkelig smag i munden: ”Det lugter af management”.

Det er mærkeligt i vores folkekirke, at det stadig er ufint at tale om at være effektiv og strategisk – men jeg forstår god hvorfor: Mennesker omkring os bukker under for tidens krav om det samme, og vi bør være oasen, hvor disse krav ikke stilles.

Problemet er, at vi selv er ved at bukke under – det mærkes bare ikke så meget i det daglige. Folkekirken i København mister 500 mennesker i kvartalet. Det er 2000 om året. Det er et sogn om året eller hvert andet eller tredje år, hvis an skulle tage konsekvensen med regnestokken.

Alligevel skurrer det i mange ører, når der tales om at sadle om.

Effektivitet er kun for ”verden”. Mange tænker måske: ”Min kirke lukker nok ikke i min tid – og det vil ikke gøre så ondt på min efterfølger”. Dermed vil man hellere forbløde smertefrit frem for at ændre adfærd.

Min pointe er: Det er sjovt at være i vækst. Man bliver glad af det. Og ved at blive gode til vækst kan vi netop være oasen til dem, der slider sig trætte ude i byen med umenneskelige krav.

Med de evner vi har, vil vi kunne lave en beundringsværdig trusselsfri model, hvor vi passer på hinanden, mens vi omdanner folkekirken til et fællesskab, der kan vokse.