Kirkens økonomi i København er – med rette – blevet et emne under bispevalgkampen. I lørdags kunne man i KD læse, at Tine Lindhardt lægger afstand til den strukturproces, som har fundet sted gennem de seneste år under ledelse af biskop og stiftsråd, og som nu har ført til, at ca. 1/3 af alle stiftets sogne er indtrådt i forpligtende samarbejder med andre sogne.

Under de mange bispevalgmøder, der er blevet afholdt rundt i byen, har Tine Lindhardt konsekvent afvist den københavnske strukturproces som et relevant bud på en løsning på situationen med de faldende indtægter. At tage kirker ud af daglig sognekirkelig brug er ”defensivt” siger hun. I stedet skal vi øge dåbsprocenten med 10 og skaffe os mange flere medlemmer på kort tid, så indtægterne stiger, og vi kan fylde alle kirker.

– Det siger hun virkelig! Det ville jo være skønt, men Tine Lindhardt glemmer hver gang at give et bud på, hvordan denne mirakelkur skal finde sted. Foruden at hun ikke forholder sig til det faktum, at i dag bor der ¼ million færre i København end for 100 år siden, da de mange kirker blev bygget. Så hendes drøm om at nå fordums medlemstal er ikke bare urealistisk, det er umuligt!

Tine Lindhardt har fundet ud af, at kirkerne i København med udgangen af 2009 skylder kommunen ca. 12 millioner kr., og så deler hun gælden ud på de ca. 70 sogne og mener at have klaret samtlige økonomiske problemer ved at udskrive en regning til hvert sogn på 170.000 kr. –

Som om disse 12 millioner kr udgør selve problemet og ikke blot er et lille symptom på det langt alvorligere underliggende problem: At de kirkelige indtægter fortsætter sit fald.