Ja, men han er også andet og mere end et menneske, skriver professor Kirsten Nielsen i brevkassen
Spørgsmål:
I beretningen om syndefaldet fortælles, at hvis man spiste af det forbudte træ, skulle man dø, og "I bliver som Gud til at kende godt og ondt".
Her fortælles måske noget om Guds egenskaber. Det er jo let at sige, at Han er alvidende og almægtig. Det er næsten trylleord, og så er der ikke mere at sige.
Men vil oversættelsen af denne sætning kunne forklares, fortolkes og forstås sådan, at der i Guds væsen er en lighed med mennesket, som jo blev skabt i Hans billede?
Kan vi så slutte baglæns, at Gud er, som vi er? Forsvinder det guddommelige så?
Søren Hansen
Svar:
Kære Søren Hansen!
Tak for dit spørgsmål.
Ja, vi kan godt slutte fra ordene om, at mennesket er skabt i Guds billede til, at Gud på nogle punkter ligner mennesker.
F.eks. vil jeg slutte tilbage og sige, at når Gud har skabt mand og kvinde i sit billede, så er det for snævert at nøjes med at forestille sig Gud i billedet af en mand.
Ligesom både mænd og kvinder kan forholde sig til andre mennesker, tage ansvar, reagere osv., sådan også med Gud. Gud er derfor ikke som en urmager, der engang satte verdensuret i gang og derefter ikke har interesseret sig for os.
Ud fra kristen tankegang valgte Gud på et tidspunkt endog selv at blive menneske. Så nærheden mellem os og Gud er en del af den bibelske måde at tænke på.
Men Gud er desuden mere og andet end et menneske. Når vi taler om Gud, sammenligner vi med menneskelige forhold, men vi ved godt, at selv om Gud kan sammenlignes med en person, f.eks. en hyrde, så er der meget af det, som gælder for mennesker, som ikke gælder for Gud. Gud er evig og kan gennem sin ånd være til stede overalt. Vi mennesker skal dø, og vi må acceptere, at vi kun kan være ét sted af gangen.
Så jo, Gud og mennesker ligner hinanden, derfor kan vi forestille os Gud. Men Gud og mennesker er også forskellige, derfor kan vi aldrig lave et fuldstændigt billede af Gud.
Men så er der noget at se frem til!
Med venlig hilsen
Kirsten Nielsen
Professor og cand.theol