Passionsmusik er Jesu lidelseshistorie fortalt i toner og sang. Siden middelalderen har det i først katolske og efter reformationen også i protestantiske kirker været en fast tradition ved påsketid – og især langfredag - at formidle Jesu lidelseshistorie musikalsk.
En sådan musikalsk fremstilling af begivenhederne langfredag kaldes en passion og kan også beskrives som en prædiken i ord og toner.
Hvad er en passion?En passion er bygget op omkring tekster fra et af de fire evangelier. Typisk medvirker tre forskellige slags aktører.
Først nogle solister, der repræsenterer Jesus, Pilatus og de andre centrale figurer. De synger passionens arier.
Dernæst er der koret, der skal forestille grupperne. Det kan være apostlene, de skriftkloge og folkemængden. Koret synger både deciderede korværker, koraler og er med, når fortælleren/evangelisten reciterer.
Den sidste type aktør er fortælleren, der som regel skal forestille evangelisten selv. Vedkommende reciterer teksterne, det vil sige talesynger.
I løbet af en passion veksles der hele tiden mellem solister, kor og evangelist – og derfor også mellem arier, koraler, recitativer og kor.
Denne vekslen giver en meget levende og dynamisk fremstilling af begivenhederne langfredag.
Der er skrevet i hundredvis af passioner af både kendte og ikke kendte komponister. En del passioner er i tidens løb enten gået tabt eller i glemmebogen, men de bedste opføres stadigvæk og trækker overalt fulde huse.