Bono: Slut med fastelavnstid i Vesten

Bono holder meget af at deltage i gudstjenester og være tilstede i kirkerummet – for hans sjæls skyld. For som han siger: Mit følelsesliv lever af musik og mit intellektuelle liv af mine skriverier - men det er i religionen, at jeg finder og søger min sjæl.

Vesten lever i overforbrug og fastelavn

Bono er dog på mange måder mere optaget af den omkringliggende verden end af hans egen sjæl eller teologiske diskussioner.

Bonos kristne tro går nemlig hånd i hånd med en meget praktisk vinkel på sagen, som når han sammenligner den vestlige verdens overforbrug med fastelavnstidens ødsle overforbrug.

- Men nu er fastelavnstiden forbi. De økonomiske markeder og klimaet kan ikke mere. De nye produktionsmetoder har ændret verden og er godt i gang med at smelte indlandsisen og ødelægge havene. Kapitalismen er sat for retten sammen med globaliseringen. Vi i den vestlige verden plejer at sige, at vi ønsker, at resten af verdens befolkning kunne have de goder, som vi har. Men vi ville forgå i skidt, hvis alle skulle have et køleskab, et hus og en firhjulstrækker, siger Bono og konkluderer, at de tanker ikke duer længere. 

Fasten er i gang

- Det er blevet faste, hvad enten vi vil det eller ej. Men med fasten kommer også håbet om frelsen. Ikke kun i religiøs, men især også i økonomisk forstand, skriver Bono i sin klumme og forklarer:

- Ved årtusindskiftet fik mange afrikanske lande eftergivet store dele af deres gæld, og pengene blev i stedet brugt til skoler. Det var ikke enden på økonomisk slaveri. Men det var en ny begyndelse, der betød at 34 millioner flere afrikanske børn fik chancen for at gå i skole. Det giver håb. Også for os i den vestlige verden, som i øjeblikket kæmper mere, end vi har gjort i mange år. Men det er i de hårde tider, at man skal vise, hvad man består af.

Og vi består af meget – og kan gøre meget, mener U2´s forsanger og uddyber til slut:

 – Vi lever i en tid, hvor vi snakker mere om penges værdi end om værdier. Men det er vigtigt, at vi gør en forskel og prøver at hjælpe dem, der er dårligere stillet end os selv. Ja, faktisk er det hverken almisser eller godgørenhed – det er simpel retfærdighed, men også en investering i en verden, der hele tiden ændrer sig. En verden, hvor vi – vores velstand til trods - også behøver venner.