Kurt E. Larsen har synligt en helt anden opfattelse af begrebet Folkekirken end det folk, den henvender sig til.
Spørger man den - i bedste mening - almindelige dansker, hvorledes denne opfatter ordet "kirken", vil de fleste nok henvise til "sådan én, som ligger henne på Kræn Pe´sensvej".
Og det vil næsten altid være den kirke, der bekender sig til den protestantiske kristendom.
K.E. Larsen mener åbenbart ikke, at en kirke som den evangelisk-lutherske kirke i Danmark fortjener navnet "Folkekirken", med mindre den har en alsidig "tilbudspakke" til begge køn, alle aldersgrupper, alle sociale grupper og tillige til folk uden en klassisk musikalsk konservatorieuddannelse. Jamen det gælder da i al væsentlighed den størrelse, vi i en kollektiv underforståelse, dvs. en kulturel kontekst, opfatter som den danske folkekirke.
"Man må væk fra tanken om, at der findes en liturgi eller en kirkemusik, der er rigtig". Hvorfor det? Det er vel det forhold at kirken er genkendelig fra den ene uge til den anden, der gør, at nogle mennesker føler det som noget trygt og - måske tillige højstemt - at komme i kirken, uanset om det er ved højtiderne eller på en af søndagene efter Trinitatis.
Den danske folkekirke har historisk og aktuelt været meget rummelig. Den har f.ex. kunne rumme folk, der var / er tiltrukket af de store vækkelser (fra de stærke jyders pietisme til grundtvianere og tilhængere af Indre Mission) under samme tag. Så hvad angår teologiske strømninger, har kirken fuldt levet op til betegnelsen Folkekirke!
Kirkens to centrale opgaver er at forrette sakrementerne og forkynde evangeliet. Opgaven er ikke at være et åndeligt supermarked med tilbudspakker på alle hylderne.
Det gør den kirke, vi kender. Så hvis Kurt E. Larsens ærinde er at trække begrundelsen for, at Folkekirken understøttes af staten, væk, - ja så går han galt i byen.
Hvis hans ærinde er et andet, forstår jeg slet ikke meningen med artiklen.
Carsten Snedsted.
pens. socialrådgiver, Odense.
Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Har vi overhovedet en folkekirke? til din ven.
Har vi overhovedet en folkekirke?
Er den danske folkekirke sandt folkekirkelig i udadvendthed?, skriver Kurt E. Larsen. -
- Mette Frandsen.
Er det danske folk så stærkt knyttet til den danske folkekirke, at den fortjener sit navn, spørger kirkehistoriker Kurt Larsen
Begrebet folkekirke handler for det første om et folks tilslutning til kirken, ikke primært om stat/kirke-forholdet. Vore grundlovsfædre skrev i 1849, at ”den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, og understøttes som sådan af staten”.
Denne sætning viser, at der først var en kristen menighed med en særlig bekendelse. Denne lutherske kirke forventedes imidlertid at fortsætte med at have tilslutning fra næsten alle i det danske folk, og derfor kunne den så tilkendes æresnavnet folkekirke.
Og netop som folkets kirke ville grundlovsfædrene også give den understøttelse af staten. Det var ikke statsstøtten, der gjorde vores lutherske kirke til folkekirke. Det var omvendt: Staten støttede denne kirke, fordi den på forhånd var folkets kirke. Som folkekirke er den derfor heller ikke fast knyttet til nogen bestemt stat/kirke-ordning.
Det var netop i afstandtagen til enevældens statskirkelige system, at D.G. Monrad anvendte begrebet ”folkekirke”. Kirkeretseksperten Glædemark skrev, at en folkekirke for Monrad var en kirke, der havde sin rod i folkets almindelige religiøse bevidsthed, og på hvis styrelse folket øver en afgørende indflydelse.
Annonce
Et eksempel: Det irske folk var i 1800-tallet tvunget til at betale kirkeskat til de anglikanske biskopper, men irerne var knyttet til den romersk-katolske kirke, som derfor godt kunne kaldes deres folkekirke. Er det danske folk knyttet så stærkt knyttet til den danske folkekirke, at den fortjener navn af folkekirke?
Når kirkegangen i USA er på ca. 40 procent mod Danmarks to procent, kan det tale for, at USA's kirker kan gøre sig mere fortjent til æresnavnet folkekirke end vores kirke. Kirkerne i USA er nok klart adskilt fra statsapparatet, men de er til gengæld tæt knyttet til folket. De amerikanske kirker har deres rod i folkets almindelige religiøse bevidsthed og folket øver en afgørende indflydelse på deres styrelse. Som sådan er de sandt folkekirkelige i Monrads forstand.
Denne sætning viser, at der først var en kristen menighed med en særlig bekendelse. Denne lutherske kirke forventedes imidlertid at fortsætte med at have tilslutning fra næsten alle i det danske folk, og derfor kunne den så tilkendes æresnavnet folkekirke.
Og netop som folkets kirke ville grundlovsfædrene også give den understøttelse af staten. Det var ikke statsstøtten, der gjorde vores lutherske kirke til folkekirke. Det var omvendt: Staten støttede denne kirke, fordi den på forhånd var folkets kirke. Som folkekirke er den derfor heller ikke fast knyttet til nogen bestemt stat/kirke-ordning.
Det var netop i afstandtagen til enevældens statskirkelige system, at D.G. Monrad anvendte begrebet ”folkekirke”. Kirkeretseksperten Glædemark skrev, at en folkekirke for Monrad var en kirke, der havde sin rod i folkets almindelige religiøse bevidsthed, og på hvis styrelse folket øver en afgørende indflydelse.
Når kirkegangen i USA er på ca. 40 procent mod Danmarks to procent, kan det tale for, at USA's kirker kan gøre sig mere fortjent til æresnavnet folkekirke end vores kirke. Kirkerne i USA er nok klart adskilt fra statsapparatet, men de er til gengæld tæt knyttet til folket. De amerikanske kirker har deres rod i folkets almindelige religiøse bevidsthed og folket øver en afgørende indflydelse på deres styrelse. Som sådan er de sandt folkekirkelige i Monrads forstand.
For det andet ligger der i ordet folkekirke et program om kirkens udadvendthed mod folket. Ordet folkekirke blev mig bekendt brugt første gang af den senere Aalborg-biskop P. C. Kierkegaard. Han talte om, at der ikke i Danmark måtte være en egn så afsides, at der ikke hurtigt kunne komme en præst til at trøste syge med Guds ord og døbe de spæde børn.
For Kierkegaard var det den store vision bag kirken som folkekirke, at den skulle bringe budskabet ud til alle hjørner af landet. Således forstået handler folkekirkebegrebet ikke om penge eller jura, men om at tage trosbekendelsens ord om kirkens ”almindelighed” alvorligt i praksis.
En doven sognepræst, der ikke vil forlade sin lune stue for at besøge de syge, er derfor ikke sandt folkekirkelig. Modsat kunne man godt forestille sig en frikirkepræst, der har hjerte og omsorg for både svage og stærke typer i sin boligblok og som derfor fortjener at blive kaldt sandt folkekirkelig. Er den danske folkekirke sandt folkekirkelig i udadvendthed?
For det tredje ligger der et teologisk aspekt i ordet folkekirke, at det skal være en kirke for hele det danske folk. Ikke kun for en bestemt aldersklasse, socialgruppe eller religiøs interessegruppe. I den augsburgske bekendelse, hedder det da også, at ”til kirkens sande enhed er det tilstrækkeligt at stemme overens om evangeliets lære og sakramenternes forvaltning, og det er ikke nødvendigt overalt at have de samme menneskelige overleveringer eller kirkeskikke eller ceremonier, som er indstiftet af mennesker”.
Spørgsmålet er så, om folkekirken i praksis lever op til idealet om at være en kirke for hele det danske folk. Der findes danske kirker, hvor det ikke er særligt synligt, at børn og børnefamilier er velkomne. Der findes sogne, hvis koncertprogram synes målrettet mod folk med en konservatorieuddannelse i klassisk musik, og hvis eneste mødetilbud i ugens løb forudsætter avancerede litterære interesser. Hvad med de andre dele af menigheden?
Skal vores danske folkekirke også leve op til sit eget lutherske ideal og være sandt folkekirkelig i sine former, må man væk fra tanken om, at der findes en liturgi eller kirkemusik, der er ”rigtig”. En menighed bør derfor om muligt have en variation af tilbud. Orker man ikke det, kan man sammen med andre menigheder på en egn eller i en by sørge for at folkekirkens samlede ”tilbudspakke” er alsidig. Ellers er vi ikke sandt folkekirkelige i luthersk forstand.
Kurt E. Larsen
Præst og lektor, ph.d. i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet
Læs artiklen bag debatten her: Har vi overhovedet en folkekirke?
"Der var to mænd, som stod og bad til Gud. - Den ene....." o.s.v vi kender lignelsen som Jesus fortæller og hvor Jesus til sidst spørger: "Hvem af de to, var mon den retfærdige?"
Jeg vil gerne fortælle om en oplevelse jeg havde, en gang, for ca. 4 år siden, hvor jeg var i København for at besøge en ven.
Jeg ville egentlig have været inde og besøge en gammel kunde, som jeg handlede meget med, da jeg havde firma, men af en eller anden grund opgav jeg det og besluttede mig, i stedet for, at gå ind mod centrum.
Jeg havde altid ønsket at se den kirke i København, hvor der er en stor statue af Jesus. - Men jeg anede ikke hvor den lå.
Da jeg gik ind ad, mod centrum, kikkede jeg på alle de kirker jeg kom forbi og tænkte: "Er det mon den?" - Men fortsatte, uden at gå ind.
Efter nogen tid, hørte jeg pludselig i mit indre: "Her er den!"
Jeg var "tilfældigvis" kommet hen til kirken (Vor Frue Kirke) og gik ind.
Og ganske vidst, der var statuen.
Jeg gik op og knælede ned foran statuen og bad en lille bøn til Jesus.
Så satte jeg mig ned midt i kirken og var egentlig ved at beslutte mig for at gå igen.
I kirken var der en rígtig dejlig og hyggelig stemning og man kunne høre orgelet svagt.
Jeg sad nede i kirken og bemærkede at der kom mange forskellige mennesker ind.
De gik allesammen op foran alteret, hvor der er et lille "luk-af", eller en "kravlegård" og der satte de sig på stolene.
Jeg så at der var både unge og gamle. Syge og raske. Nogen der så ud til at have god økonomi og nogle, der så lidt fattige ud.
Mens jeg sad i mine egne tanker og betragtede disse mange forskellige mennesker, tænkte jeg: "De skulle bare vide, at Gud er levende og at Han elsker dem! - De skulle bare vide og kende Gud, som jeg kender Ham!"
Pludselig satte orgelet i, med et ordentlig brus og alle de forskellige mennesker begyndte at synge.
Og i samme NU, hørte jeg: "Det er DET HER, Jeg kan lide!"
Hvor var jeg dog flov, bag efter.
Der sad jeg med min selvtilfredshed og mit hovmod. - Min egenkærlighed og mig selv.
Og det kan Gud ikke bruge til noget som helst.
Nej!- Lovsang!, dét kan Han bruge!
Ægte, uselvisk, taknemmelig Lovsang, af et ganske almindeligt hjerte.
DET elsker Han!
Og små selvretfærdige mennesker som jeg, dem kender Han kun alt for godt!
Jeg bad om tilgivelse.......
Og nød resten af tiden i Hans nærvær.
Jeg vil gerne fortælle om en oplevelse jeg havde, en gang, for ca. 4 år siden, hvor jeg var i København for at besøge en ven.
Jeg ville egentlig have været inde og besøge en gammel kunde, som jeg handlede meget med, da jeg havde firma, men af en eller anden grund opgav jeg det og besluttede mig, i stedet for, at gå ind mod centrum.
Jeg havde altid ønsket at se den kirke i København, hvor der er en stor statue af Jesus. - Men jeg anede ikke hvor den lå.
Da jeg gik ind ad, mod centrum, kikkede jeg på alle de kirker jeg kom forbi og tænkte: "Er det mon den?" - Men fortsatte, uden at gå ind.
Efter nogen tid, hørte jeg pludselig i mit indre: "Her er den!"
Jeg var "tilfældigvis" kommet hen til kirken (Vor Frue Kirke) og gik ind.
Og ganske vidst, der var statuen.
Jeg gik op og knælede ned foran statuen og bad en lille bøn til Jesus.
Så satte jeg mig ned midt i kirken og var egentlig ved at beslutte mig for at gå igen.
I kirken var der en rígtig dejlig og hyggelig stemning og man kunne høre orgelet svagt.
Jeg sad nede i kirken og bemærkede at der kom mange forskellige mennesker ind.
De gik allesammen op foran alteret, hvor der er et lille "luk-af", eller en "kravlegård" og der satte de sig på stolene.
Jeg så at der var både unge og gamle. Syge og raske. Nogen der så ud til at have god økonomi og nogle, der så lidt fattige ud.
Mens jeg sad i mine egne tanker og betragtede disse mange forskellige mennesker, tænkte jeg: "De skulle bare vide, at Gud er levende og at Han elsker dem! - De skulle bare vide og kende Gud, som jeg kender Ham!"
Pludselig satte orgelet i, med et ordentlig brus og alle de forskellige mennesker begyndte at synge.
Og i samme NU, hørte jeg: "Det er DET HER, Jeg kan lide!"
Hvor var jeg dog flov, bag efter.
Der sad jeg med min selvtilfredshed og mit hovmod. - Min egenkærlighed og mig selv.
Og det kan Gud ikke bruge til noget som helst.
Nej!- Lovsang!, dét kan Han bruge!
Ægte, uselvisk, taknemmelig Lovsang, af et ganske almindeligt hjerte.
DET elsker Han!
Og små selvretfærdige mennesker som jeg, dem kender Han kun alt for godt!
Jeg bad om tilgivelse.......
Og nød resten af tiden i Hans nærvær.
Læs artiklen bag debatten her: Har vi overhovedet en folkekirke?
citat:
Kurt E. Larsen har synligt en helt anden opfattelse af begrebet Folkekirken end det folk, den henvender sig til.
Spørger man den - i bedste mening - almindelige dansker, hvorledes denne opfatter ordet "kirken", vil de fleste nok henvise til "sådan én, som ligger henne på Kræn Pe´sensvej".
Og det vil næsten altid være den kirke, der bekender sig til den protestantiske kristendom.
K.E. Larsen mener åbenbart ikke, at en kirke som den evangelisk-lutherske kirke i Danmark fortjener navnet "Folkekirken", med mindre den har en alsidig "tilbudspakke" til begge køn, alle aldersgrupper, alle sociale grupper og tillige til folk uden en klassisk musikalsk konservatorieuddannelse. Jamen det gælder da i al væsentlighed den størrelse, vi i en kollektiv underforståelse, dvs. en kulturel kontekst, opfatter som den danske folkekirke.
"Man må væk fra tanken om, at der findes en liturgi eller en kirkemusik, der er rigtig". Hvorfor det? Det er vel det forhold at kirken er genkendelig fra den ene uge til den anden, der gør, at nogle mennesker føler det som noget trygt og - måske tillige højstemt - at komme i kirken, uanset om det er ved højtiderne eller på en af søndagene efter Trinitatis.
Den danske folkekirke har historisk og aktuelt været meget rummelig. Den har f.ex. kunne rumme folk, der var / er tiltrukket af de store vækkelser (fra de stærke jyders pietisme til grundtvianere og tilhængere af Indre Mission) under samme tag. Så hvad angår teologiske strømninger, har kirken fuldt levet op til betegnelsen Folkekirke!
Kirkens to centrale opgaver er at forrette sakrementerne og forkynde evangeliet. Opgaven er ikke at være et åndeligt supermarked med tilbudspakker på alle hylderne.
Det gør den kirke, vi kender. Så hvis Kurt E. Larsens ærinde er at trække begrundelsen for, at Folkekirken understøttes af staten, væk, - ja så går han galt i byen.
Hvis hans ærinde er et andet, forstår jeg slet ikke meningen med artiklen.
Carsten Snedsted.
pens. socialrådgiver, Odense.
Kurt E. Larsen har synligt en helt anden opfattelse af begrebet Folkekirken end det folk, den henvender sig til.
Spørger man den - i bedste mening - almindelige dansker, hvorledes denne opfatter ordet "kirken", vil de fleste nok henvise til "sådan én, som ligger henne på Kræn Pe´sensvej".
Og det vil næsten altid være den kirke, der bekender sig til den protestantiske kristendom.
K.E. Larsen mener åbenbart ikke, at en kirke som den evangelisk-lutherske kirke i Danmark fortjener navnet "Folkekirken", med mindre den har en alsidig "tilbudspakke" til begge køn, alle aldersgrupper, alle sociale grupper og tillige til folk uden en klassisk musikalsk konservatorieuddannelse. Jamen det gælder da i al væsentlighed den størrelse, vi i en kollektiv underforståelse, dvs. en kulturel kontekst, opfatter som den danske folkekirke.
"Man må væk fra tanken om, at der findes en liturgi eller en kirkemusik, der er rigtig". Hvorfor det? Det er vel det forhold at kirken er genkendelig fra den ene uge til den anden, der gør, at nogle mennesker føler det som noget trygt og - måske tillige højstemt - at komme i kirken, uanset om det er ved højtiderne eller på en af søndagene efter Trinitatis.
Den danske folkekirke har historisk og aktuelt været meget rummelig. Den har f.ex. kunne rumme folk, der var / er tiltrukket af de store vækkelser (fra de stærke jyders pietisme til grundtvianere og tilhængere af Indre Mission) under samme tag. Så hvad angår teologiske strømninger, har kirken fuldt levet op til betegnelsen Folkekirke!
Kirkens to centrale opgaver er at forrette sakrementerne og forkynde evangeliet. Opgaven er ikke at være et åndeligt supermarked med tilbudspakker på alle hylderne.
Det gør den kirke, vi kender. Så hvis Kurt E. Larsens ærinde er at trække begrundelsen for, at Folkekirken understøttes af staten, væk, - ja så går han galt i byen.
Hvis hans ærinde er et andet, forstår jeg slet ikke meningen med artiklen.
Carsten Snedsted.
pens. socialrådgiver, Odense.
Seneste Spørg om kristendom
Stillinger
-
Studiejob tilbydes i Krifas salgsafdeling i aarhus
-
A-kassekonsulenter søges i Roskilde og Kolding
-
Salgschef søges til Krifa forsikring i Aarhus
-
Leder søges til ny juridisk afdeling i Aarhus
-
Børnekonsulent søges til LM Kids
-
Chef søges til KFBU, Kristelig Forening til Bistand for Børn og Unge
-
Leder til opstart og drift af børnehaven SmåLand i Silkeborg
-
Forstander/forstanderpar søges til Vesterbølle Efterskole
-
Sognepræst søges til Bramdrup Kirke
-
Københavns kommune søger Centerleder til Plejeboligcenter Fælledgården
-
Projektmedarbejder søges til Folkekirkens Skoletjeneste Fredensborg-Helsingør provstier
-
Lærer søges til Finderup Efterskole
-
Ny forstander søges til Løgumkloster Højskole
-
Leder søges til Kirkens Korshær Esbjerg
-
Administrerende kordegn søges til Struer Kirke
-
Præst søges til Ubberup valgmenighed
-
Organiststilling til Allerød søges!
-
Højskoleforstander søges til Rønde Højskole og Efterskole
-
Kordegn søges til Lemvig og Heldum Sogne
-
10 gode råd til dig, der skal skrive en stillingsannonce
