Kan folkekirken rumme modstand mod kvindelige præster?

Mandlige præsters anerkendelse af deres kvindelige kollegaer er en problemstilling, der fra tid til anden hjemsøger folkekirken. Læs bispekandidaternes vurdering af folkekirkens rummelighed

Skal der stadig være plads i folkekirken til mandlige præster, der ikke mener, kvinder kan være præster? Sådan lyder det tredje og sidste spørgsmål, som Kristeligt Dagblad har bedt bispekandidaterne besvare på deres blogs i denne runde af kampen om bispesædet i København. De seks kombattanter har dermed fået mulighed for at uddybe deres holdning til et spørgsmål, som man principielt har kunnet diskutere, siden de første kvindelige præster blev ordineret i 1948. Nedenfor følger en sammenfatning af de seks blogindlæg.

Kritik af kvindelige præster er ikke særlig kristen Asser Skude vil ikke gøre sig til moralsk dommer over menighedsråd og præsters syn på deres kollegaer, men han opfordrer den enkelte til at gøre op med sig selv, om det er næstekærligt at dømme eller udelukke andre - eksempelvis på grundlag af køn. Biskoppen skal efter Asser Skudes vurdering i konkrete sager forholde sig til den gældende lovgivning omkring arbejdsmiljø og ligestilling og til enhver tid blande sig i sager vedrørende chikane og diskrimination. Han mener desuden, at den kritiske holdning til kvindelige præster hverken er særlig kristen eller i den ånd, som folkekirkens ordning er tænkt i. Nemlig som en kirke der repræsenterer alle grupper, og som afspejler den tid, som den lever i.

- Troen og sakramenterne er den evige kilde, som strømmer igennem kirken, og som gør, at kirken ikke forældes over tid, men at kirken er vedkommende og nærværende - uanset tid og sted. Troen og sakramenterne er ikke bundet af tiden, men det er de mennesker, som forvalter kirken og dens embeder, skriver Asser Skude.

Evangeliet er for og skal forkyndes af hele menneskeheden Ifølge Peter Skov-Jakobsen er det afgørende nødvendigt for enhver præstetjeneste, at hverken forkyndelse eller sakramentsforvaltning på nogen måde gøres afhængig af præstens køn. Det er en kendsgerning, at begge køn har adgang til præsteembedet, og Peter Skov-Jakobsen anser det for at være meget vigtigt, at et evangelium for hele menneskeheden også kan forkyndes af den samlede menneskehed. Det er alene sakramentets troværdighed, der afgør sandhedsværdien. Peter Skov-Jakobsen pointerer desuden, at folkekirken i henhold til kirkeordningen er et arbejdsfællesskab, og det indebærer, at alle præster har nogle ufravigelige arbejdsmæssige forpligtelser over for deres kvindelige kollegaer.

- Hvis man ikke kan indgå i de kollegiale sammenhænge og blive en del af det fællesskab, så bør man ikke ordineres til præstetjeneste i folkekirken. Men altså - ja, de mænd, som er imod kvindelige præster, må gerne være præster i folkekirken; også på dette punkt eksisterer der naturligvis evangelisk frihed, skriver Peter Skov-Jakobsen.

Folkekirken har eet præsteembede Tine Lindhardt mener helt grundlæggende ikke, at folkekirkens medlemmer skal smide hinanden ud. Folkekirkens rummelighed er i hendes øjne vigtig, og der skal være plads til, at man åbent og tillidsfuldt kan diskutere med hinanden. Det indebærer også, at man skal være indstillet på at møde kolleger, som man kan være dybt teologisk uenige med - også i spørgsmålet om kvindelige præster. Tine Lindhardt betragter rumligheden som en forudsætning for, at folk kan finde en forkyndelse af evangeliet, der bedst og dybest vækker genklang i deres liv. Rummeligheden indebærer imidlertid ikke, at man som præst kan blive fritaget for gudstjenestefællesskab og for at afløse kvindelige kolleger eller gøre krav på særordinationer.

- Ligesom man selv er lovligt kaldet, udnævnt og indsat som præst, sådan er alle ens kolleger det. Mandlige som kvindelige. Der er eet præsteembede i folkekirken, som udøves af mænd og kvinder, skriver Tine Lindhardt.

"Kvindepræstfornægtere" bringer kirkens frihed i fare Andreas Christensen foreslår, at ordet "kvindepræstfornægtere" indføres i det danske sprog, så vi får et mere præcist udtryk om de personer, der efter hans mening bringer kirkens frisind i fare og skader folkekirkens renommé. For selvom kirken ifølge Andreas Christensen skal give plads til at diskutere og drøfte præsters trosbestemte holdninger, så betyder det ikke, at der skal være plads til diskriminerende præsters adfærd. Det skaber nemlig et dårligt arbejdsmiljø og sender samtidig nogle forkerte signaler til omverdenen. Og der er med til at tegne et ringere billede af folkekirken i den almindelige danskers bevidsthed.

- Som bispekandidat skal jeg sige, hvilke signaler, jeg synes kirken skal sende. Svaret er: Vi har præster af to køn. Vi arbejder med vores arbejdsplads efter moderne arbejdsmiljømæssige forskrifter, såsom ligestilling og ikke-diskrimination, skriver Andreas Christensen.

Folkekirken skal rumme mindretals synspunkter, men ikke ukollegial adfærd Kaj Bollmann betragter modstandere af kvindelige præster som et forsvindende mindretal i den danske folkekirke, men et mindretal som der i frisindets navn må være plads til. Der gælder imidlertid ingen særrettigheder for dette mindretal, og de har derfor pligt til at overholde arbejdsmiljølovens bestemmelser om mobning og ligebehandling på arbejdspladsen. Kaj Bollmann finder det derfor uacceptabelt hvis kvindelige præster udsættes for ukollegial behandling, men ligeledes uacceptabelt hvis folkekirken ikke kan rumme selve eksistensen af modstandernes synspunkt - også selvom det ligger ham fjernt og udfordrer ham.

- Modstandere af kvindelige præster vil vi have blandt præsterne, så længe menighedsrådene vælger dem til deres præstestillinger. Jeg går ind for menighedsrådenes indstillingsret - også når menighedsrådene vælger præster af en anden holdning end min! skriver Kaj Bollmann.

Kønsdiskrimination forklædt som teologisk særstandpunkt Anders Gadegaard opfatter modstand over for kvindelige præster som ekstremt synspunkt, der er uden teologisk basis, og som fortjener at blive bekæmpet og marginaliseret. Han påpeger, at forskelsbehandling er i direkte modstrid med alt, hvad Jesus sagde og gjorde, og at mænd og kvinder derfor er lige egnede til at forkynde troen på ham. Gadegaard hæfter sig ved den kirkelige højrefløjs opbakning til Kaj Bollmann. Denne tilslutningserklæring kæder han sammen med Bollmanns accept af mandlige præsters forbehold over for gudstjenestefællesskab med kvindelige præster. Det er i Gadegaards øjne en praksis af kønsdiskriminerende karakter, som vil være et alvorligt tilbageslag for ligestillingen i folkekirken.

- At være imod kvindelige præster er et ekstremt synspunkt i den danske folkekirke, som for længst burde være forladt, og derfor fortjener det at blive bekæmpet og marginaliseret, skriver Anders Gadegaard.