I dag forbinder de fleste St. Bededag med varme hveder og en gåtur på Volden, og begge har også igennem flere århundreder været faste bestanddele af de folkelige traditioner omkring St. Bededag.

Megen kirkegang
Men oprindelig var St. Bededag - eller ”Ekstraordinær Almindelig Bods-og-Bededag”, som dagen oprindeligt hed - ikke ment som en hyggedag og -aften med blødt, varmt brød og gåture i det grønne.

St. Bededag var, siden den blev indført i 1686, ment som en alvorlig dag til bod og bønner.

St. Bededag startede allerede aftenen før, altså St. Bededagsaften, hvor kirkeklokkerne ringede kl. 18. Så sluttede alt arbejde, og det måtte først genoptages, når St. Bededags tre gudstjenester var overstået.

Den første var en almindelig højmesse om formiddagen, der blev afløst af en tolv-prædiken, og til sidst kom aftensangen et døgns tid efter kirkeklokkerne havde ringet ind St. Bededagsaften.  

Bøn
Delen med boden er nu helt forsvundet fra både dagens navn og gavn. Men bønnen er der stadigvæk, og mange danskere beder endnu, som oftest Fadervor.

Johannes Møllehave gjorde sig engang nogle overvejelser om det at bede. Han sluttede af med at sige:

- Skulle man ønske noget for dem, der ikke ved, hvad de skal stille op med St. Bedeag, så skulle det være, at de lærte sig selv og deres nærmeste Fadervor. Det kan bruges, når den moderne sjæl bliver træt af sin grublen.

At St. Bededag ligger en fredag er helt naturligt. Siden oldkirken har fredag (og onsdag) nemlig traditionelt været tilegnet bøn, bod og faste.