Kurt E. Larsen har synligt en helt anden opfattelse af begrebet Folkekirken end det folk, den henvender sig til.

Spørger man den - i bedste mening - almindelige dansker, hvorledes denne opfatter ordet "kirken", vil de fleste nok henvise til "sådan én, som ligger henne på Kræn Pe´sensvej". Og det vil næsten altid være den kirke, der bekender sig til den protestantiske kristendom.

K.E. Larsen mener åbenbart ikke, at en kirke som den evangelisk-lutherske kirke i Danmark fortjener navnet "Folkekirken", med mindre den har en alsidig "tilbudspakke" til begge køn, alle aldersgrupper, alle sociale grupper og tillige til folk uden en klassisk musikalsk konservatorieuddannelse.

Jamen det gælder da i al væsentlighed den størrelse, vi i en kollektiv underforståelse, dvs. en kulturel kontekst, opfatter som den danske folkekirke.

"Man må væk fra tanken om, at der findes en liturgi eller en kirkemusik, der er rigtig". Hvorfor det? Det er vel det forhold at kirken er genkendelig fra den ene uge til den anden, der gør, at nogle mennesker føler det som noget trygt og - måske tillige højstemt - at komme i kirken, uanset om det er ved højtiderne eller på en af søndagene efter Trinitatis.

Den danske folkekirke har historisk og aktuelt været meget rummelig. Den har f.eks. kunnet rumme folk, der var/er tiltrukket af de store vækkelser (fra de stærke jyders pietisme til grundtvigianere og tilhængere af Indre Mission) under samme tag. Så hvad angår teologiske strømninger, har kirken fuldt levet op til betegnelsen Folkekirke!

Kirkens to centrale opgaver er at forrette sakramenterne og forkynde evangeliet. Opgaven er ikke at være et åndeligt supermarked med tilbudspakker på alle hylderne.

Det gør den kirke, vi kender. Så hvis Kurt E. Larsens ærinde er at trække begrundelsen for, at Folkekirken understøttes af staten, væk, - ja så går han galt i byen.

Hvis hans ærinde er et andet, forstår jeg slet ikke meningen med artiklen.

Carsten Snedsted.
pens. socialrådgiver, Odense

Artiklen er et indlæg i læserdebatten på kristendom.dk