- Det er ikke religionernes skyld

Med nyateismens fremkomst er der pustet nyt liv i gamle fordomme. Det er Guds skyld det hele. Eller rettere: Det er for Guds skyld det går galt med både det ene og det andet i det menneskelige.

Det er religionernes skyld, at vi har krige og korstog, siger man. Undertrykkelse af såvel andre mennesker som fri tænkning og sider i én selv og det naturligt menneskelige. Det er religionernes skyld alt sammen. I ganske særlig grad kristendom og islam med hver deres missionerende og krigeriske potentiale.

Er det da religionernes skyld? Dette at mennesker tror på en Gud, på det guddommelige, på noget andet og større ovenover alt vort og som vi dog hænger sammen med?

NEJ, lyder det helt korte, klare, enkle svar. Det er IKKE religionernes skyld. Synspunktet er indskrænket og ensidigt af flere grunde. Først og fremmest fordi den underliggende aggression, som kan føre til krige og korstog, findes overalt i det menneskelige. Den er et grundvilkår. En ”suveræn livsytring”!

Eller rettere, med Løgstrup, en snylter på suveræne livsytringer som tillid, barmhjertighed, talens åbenhed. Aggressionen er den anden side af medaljen/det menneskelige. Den hører med. Godt og grundigt, formentligt, dybt nede motiveret i angst. Og aggressionen finder udtryk og vej og legitimation alle mulige vegne i det menneskelige, herunder i tro og religiøsitet. Eller i politiske ideologier. Eller musik. Kunst. Klummer og blogs! Der er ikke noget område, der er friholdt.