- Det er ikke religionernes skyld

Den aggression, som kan føre til krige og korstog, findes overalt i det menneskelige, skriver sognepræst Gudmund Rask Pedersen på sin blog

Med nyateismens fremkomst er der pustet nyt liv i gamle fordomme. Det er Guds skyld det hele. Eller rettere: Det er for Guds skyld det går galt med både det ene og det andet i det menneskelige.

Det er religionernes skyld, at vi har krige og korstog, siger man. Undertrykkelse af såvel andre mennesker som fri tænkning og sider i én selv og det naturligt menneskelige. Det er religionernes skyld alt sammen. I ganske særlig grad kristendom og islam med hver deres missionerende og krigeriske potentiale.

Er det da religionernes skyld? Dette at mennesker tror på en Gud, på det guddommelige, på noget andet og større ovenover alt vort og som vi dog hænger sammen med?

NEJ, lyder det helt korte, klare, enkle svar. Det er IKKE religionernes skyld. Synspunktet er indskrænket og ensidigt af flere grunde. Først og fremmest fordi den underliggende aggression, som kan føre til krige og korstog, findes overalt i det menneskelige. Den er et grundvilkår. En ”suveræn livsytring”!

Eller rettere, med Løgstrup, en snylter på suveræne livsytringer som tillid, barmhjertighed, talens åbenhed. Aggressionen er den anden side af medaljen/det menneskelige. Den hører med. Godt og grundigt, formentligt, dybt nede motiveret i angst. Og aggressionen finder udtryk og vej og legitimation alle mulige vegne i det menneskelige, herunder i tro og religiøsitet. Eller i politiske ideologier. Eller musik. Kunst. Klummer og blogs! Der er ikke noget område, der er friholdt.

Det er IKKE religionernes skyld
Det er IKKE kristendommens skyld, at abortlæger i bibelbæltet i USA, i Jesu navn, forfølges og dræbes. Det er IKKE islams skyld, at selvmordsbombere i Allahs navn dræber uskyldige det ene og det andet sted.

Synspunktet er indskrænket og mærkværdigt blindt for det forhold, at der fra tro og tolkning inden for såvel kristendom som islam er udgået, og udgår den dag i dag det ene smukke udtryk og livgivende tilskud til det menneskelige efter det andet. Blind for det åbenlyse forhold at begge disse to store trosretninger med en væsentlig del af deres tolkningspotentiale har bidraget til civiliseringen af vores samfund og givet mennesker indhold og mening i livet og sans for det medmenneskelige.

Hvis religionskritik er kritik af religion som sådan, er den tåbelig og blind. Hvis religionskritik er kritik af forskellige nærmere bestemte tolkninger af den ene og den anden religion, er den gavnlig og nødvendig. Nødvendig i det fortsatte og aldrig afsluttede forsøg på at finde frem til, hvad der måtte være værd at tro på her i tilværelsen. Og det hvad enten man så er religiøs eller ej.

Tro gør vi alle.

Gudmund Rask Pedersen er sognepræst, forfatter og foredragsholder