Ganske vist siger han først, at kvinden blev skabt for manden, men det er jo blot en gengivelse af den del af Skabelsesberetningen i Første Mosebog (kap. 2), hvor Eva bliver skabt efter Adam, som "en hjælper" (1 Mos. 2, 18). Han minder straks efter om, at "ligesom kvinden kom fra manden, bliver manden til ved kvinden" - idet vi alle, kvinder som mænd, er født af en kvinde.

At kvinden må dække sit hoved er da heller ikke for mandens skyld, men iflg. Paulus "af hensyn til englene". I sandhed et mystisk udtryk - men for de kristne måske ikke så mystisk endda, da "den nye Eva" - Guds Moder - altid afbildes med tildækket hoved i det for menneske-heden afgørende øjeblik, da hun besøges af Englen og giver sit ja, sit "fiat" ["det ske"].

Takket være hendes kvindeord kan det evige Ord, Gud selv, blive kød: Hun undfanger ved Helligånden det liv, som er Gud midt iblandt os, Kristus. Den nye Eva er "Guds hjælper" - ved hendes ja tager Gud bolig hos os. Det er dette dybe mysterium, som kvindens tildækkede hoved i kirken vidner om, idet vi også her står ansigt til ansigt med Kristus i Alterets Sakramente, og med englenes hærskarer, der usynligt svæver over alteret, priser Guds herlighed.

Og det er et tegn på, at kvinder - ved deres særlige forening med Guds Moder, som kvinder og måske også mødre - med Hende har ærefuld del i den særlige "myndighed", som Paulus nævner. Vi har som sagt bevaret dette tegn i den kristne brudedragt, i tilsvarende dragter, som bæres af kvinder, som aflægger de evige ordensløfter, eller af unge piger som modtager deres første Hellige Kommunion - og endelig også i de kvindelige ordensdragter.

Men denne ærværdige tradition blev altså fulgt af alle kristne kvinder i Kirken, fra dens tidligste tider, som anbefalet af Paulus. Den forsvandt så mange steder, sammen med så mange andre traditioner, i 60'erne og 70'erne, uden at det egentlig var påbudt eller bare tilladt.

For de fleste var det ikke engang et bevidst brud på Kirkens lov, men en del af den almindelige opløsning på den tid. Og som så meget andet af dét, er også denne traditions afskaffelse så blevet tilladt ved en slags tavs efterbevilling, i dette tilfælde altså i 1983, hvor bestemmelsen forsvandt fra Kirkeloven.

Man kunne så sige: det er altså ikke længere aktuelt med denne besværlige skik - halleluja. Og lad os så komme videre!

Kristne slør vender tilbage
Men kristne slør (og hatte) er ikke forsvundet. Mange steder - især hvor Kirkens traditionelle ritus i disse år vender tilbage - er også denne tradition blevet genoptaget. At det i dag er et bevidst valg, snarere end en vane eller et påbud, er måske en særlig pointe. Og Dr. Horvat slutter da også sin artikel med denne opfordring:

Løsningen er enkel. Kvinder må erkende den dybe og vidunderlige betydning i sløret, som en ceremoniel klædning der gør dem og deres bøn velbehagelige i Guds og engles øjne. Det er kvinder, der må genetablere denne tradition.

For en kvinde, som følger denne Kirkens norm, viser derved sin accept af sin kvindelighed og sin plads i den guddommelige orden. Ved dette lille "fiat", som genspejler Vor Frues store "fiat", kan hun finde en lille del af den fylde, værdighed, sindro og glæde, som så sørgeligt mangler hos den moderne, 'frigjorte' kvinde.

Det er naturligvis ligesom med præstens og munkens dragt - det ydre tegn gør det ikke alene, så langt fra. Men det gør noget, og det har kvinder i dag en særlig mulighed for at erfare og vise en verden, der har fjernet sig fra det kald, som Jomfru Maria på menneskehedens vegne modtog.

Artiklen er et blog-indlæg af katolik Carl W.