I forbindelse med de afviste irakiske asylansøgere, der har søgt tilflugt først i Københavns Domkirke, senere i Brorsons Kirke, har Københavns politi sagt, at de meget nødigt vil rydde en kirke.

I Norge, hvor der er flere eksempler på kirkeasyl end i Danmark, har det norske Justisdepartement instrueret politiet i ikke at gå ind i kirker for at hente mennesker ud, der har søgt tilflugt, ligesom heller ikke menighederne har lov til at bruge magt for at få tømt kirkerummet.

De protestantiske kirker har ikke helligsteder på samme måde som den katolske kirke. Alligevel er der tilsyneladende noget særligt ved de indviede kirkerum, der gør ubekvemt for ordensmagten at anvende magtmidler i kirken.

Mulige grunde til kirkeasylets overlevelse
Det er der sandsynligvis to grunde til. Og den ene synes at betinge den anden. Den ene grund skyldes den situation som mennesker, der søger tilflugt i et kirkerum, selv sætter sig i. Den anden skyldes det forhold, at kirken stadig har karakter af særligt rum i forhold til resten af samfundet, og som det altså derfor giver mening at søge tilflugt i.

Man sparker ikke på folk, der ligger ned
Det letteste først. Folk der søger tilflugt i en kirke, gør det som sidste udvej. Kirken fungerer som et helle i samfundets orden. Det implicerer også, at kirkeasyl mister sin gyldighed, hvis det ikke er sidste udvej.

Overfor folk som placerer sig i den mest udsatte position, har de fleste en indbygget modvilje mod at udøve magt. Man sparker ikke på folk, der ligger ned.