Pinse er mangfoldighedens kirkefest

Pinsen er Kirkens fødselsdag, siger man. I Apostlenes Gerninger 2, 1-11 hører vi, hvordan Helligånden ”sætter sig” på disciplene, så de begynder at tale andre tungemål og andre folkeslag kan pludseligt forstå, hvad der bliver sagt. Derfor er pinsen også mangfoldighedens kirkefest.

I Apostlenes Gerninger fortælles det, hvor mange sprog, der hørtes i Jerusalems gader den dag:

”Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.”

Opremsningen er massiv og overvældende, og den afspejler ikke bare Jerusalems kosmopolitiske sammensætning allerede for 2000 år siden. Den er for mig også et symbol på kirkens mangfoldighed i sprog, kultur og teologi.

Mange af os har prøvet at skulle oversætte noget bestemt fra dansk til et andet sprog, men er kommet til kort, fordi vi ikke præcist kan finde det ord, der skal til for at dække den mening, vi ønsker at give videre. Så må vi finde et andet ord: det dækker ikke helt, og måske siger det oven i købet noget andet og mere, end vi oprindeligt tænke os. Sådan en proces kan vi ikke styre helt, for sådan er det med sprog.

Og sådan er det også med Guds ord, når vi skal håndtere det mellem forskellige kulturer. Der er nok et udgangspunkt, som hedder Jesus Kristus, men når Helligånden huserer blandt os – og det gør den jo her efter den første pinse - så er mangfoldigheden den præmis, ikke bare mennesker men også Guds ord er underlagt, hvis Ordet skal leve og ånde mellem mennesker. Derfor er pinsen også mangfoldighedens kirkefest.

Jørgen Skov Sørensen er ph.d. i missiologi og interkulturel teologi og sekretariatschef ved Folkekirkens mellemkirkelige Råd