Pinse fremmer forståelsen

Pinse handler om sprog og kommunikation. Det hører vi om allerede i beretningen om den første pinse på apostlenes tid: Den umiddelbare konsekvens af pinseunderet var, at folk med forskellige modersmål pludselig – og uforklarligt – forstod hinanden.

Helligånden, som kom i pinsen, skaber altså forståelse mellem mennesker. Ikke bare en overfladisk viden om hinanden, men en dyb forståelse, som gør kommunikation og fællesskab mulig.

Mennesker, der før ikke forstod hinanden og ikke kunne tale sammen, forstår pludselig hinanden. Pinsen fortæller os, at alle barrierer mellem mennesker kan nedbrydes. Der findes ingen fordomme, som ikke kan nedbrydes, når Helligånden er på færde.

Pinse fremmer forståelsen både om os selv og hinanden og om Gud. Med denne dybere forståelse bliver kommunikation mulig. Det gælder også kommunikation med Gud. Med pinsen bliver kommunikation med Gud som en samtale mellem to mennesker, der taler samme sprog. Det bliver en samtale, hvor forståelsen vokser, som samtaler skrider frem – præcis som det sker i en god samtale mellem mennesker.

Denne kommunikation med Gud kan finde sted på en mangfoldighed af måder, f.eks. i gudstjenestens salmer, bibelske læsninger, bøn og bekendelse. Men den kan også finde sted uden ord og på steder, vi ikke normalt forbinder med gudstjeneste.

Pinsens mirakel er, at dér, hvor vi ikke tror kommunikation er mulig, dér opstår der pludselig forståelse og samtale. Sådan var det i den første pinse i Jerusalem, og sådan er det stadig.

Jan Nilsson er teologisk medarbejder for Folkekirkens mellemkirkelige Råd