Pinse giver barneforhold til Gud

Pinsen hører ikke til de mest omdiskuterede højtider i løbet af kirkeåret. Grunden til det er ikke at alle kristne er enige om hvad ’pinse’ betyder, men snarere at pinsens fejring af Ånden er helt og holdent uforståelig for de fleste kristne.

For hvad er Ånden? Min personlige fortolkning af pinsedagens begivenheder og af Åndens virkelighed er, at når Ånden pinsedag fordeler sig hos hver enkelt af disciplene, så bliver den personlig og nærværende hos hver enkelt troende.

Den nye fødsel påskemorgen og Åndens dåb pinsedag er to forskellige begivenheder, men de kan ikke adskilles, og tilsammen skaber de et fællesskab af hellige. Påskens nyskabelse og pinsens åndsdåb hører sammen, og modtagelsen af Ånden kan kun ske efter påskemorgens genfødsel.

Hvad er så det nye i pinsen i forhold til påsken? Ånden personliggør pinsedag påskens nyskabelse for hver enkelt, for at hver enkelt troende skal virkeliggøre et liv, som afspejler Guds hellige og kærlige vilje. Ånden er nær både som erfaring og som formidlet gennem erindringen om historien om Jesus, som er fyldt med Guds Ånd, og som forkyndelsen giver del i.

Dér findes også oplevelsen af den skabende kærlighed, som løfter den troende ud af sig selv og over i Guds evige væsen. Da sker det, at den, der tror, kommer ind i det samme barne- og far forhold som Jesus havde til Faderen. Den kommende Guds fremtid bliver da vores nutid gennem Ånden, tilgængelig gennem Jesu fortsatte virke i menigheden.

Jonas Adelin Jørgensen er cand.theol. og ph.d. ved Københavns Universitet