Spørgsmål:

Især i den før-reformatoriske kristendom vrimler det med billeder af dommedag og helvede. Men er der egentlig mere belæg for disse billeder, end der var for afladshandelen?

Ved begravelser synger vi de morgensalmer, hvor solopgangen i øst minder os om, at døden blot er den sidste station på vejen til det Paradis, som blev tabt ved syndefaldet. For tvivlere findes der ikke noget stærkere middel til omvendelse og fastholdelse end præstens løfte om, at man skal gense en elsket afdød her.

Det er kernen i påskens budskab og dermed i hele kristendommen, at Jesus - symboliseret i nadveren - påtager sig straffen for menneskenes skyld og syndighed, hvorved det, som siges ved en begravelse, kan gå i opfyldelse - uanset hvordan vi har levet på jorden.

Betyder det, at dommedag og helvede er afskaffet?

Med venlig hilsen
Ove Steen Smidt

Svar:

Der hersker megen misforståelse med hensyn til helvede.

Ikke så sjældent hører man sagt: Hvordan kan en kærlig Gud kaste mennesker i helvede? Svaret er, at Gud aldeles ikke sender nogen i helvede. Helvede betyder Guds helligheds ild, som opbrænder alt forkvaklet og ondt. I de populære forestillinger regerer djævelen her, men intet er mere forkert.

Der er ingen, der har mere grund til at frygte helvede end djævlen, for til sidst skal djævelen selv og alle hans onde ånder kastes i helvede. Et menneske kommer kun i helvede ved at foretrække djævelen, hvilket vil sige at følge ham hele vejen i hans skæbne.

Man kan ikke tjene djævelen og så til sidst på dommens dag melde fra. Guds stræben og hensigt er derimod, at ingen kommer i helvede. Derfor var det Kristus døde på korset. Derfor fortalte Jesus om de ti brudepiger – for at vi skal vælge side.

Med venlig hilsen
Niels Jørgen Kobbersmed
Sognepræst