Poul Sebbelov |
9. juni 2009
Poul Sebbelov, præst i Den Ortodokse Kirke, skriver om den ortodokse forståelse af bispeembedet
I Den Ortodokse Kirke er biskoppen og hans embede konstituerende og bærende for Kirken i en grad og på en måde, som ser ud til at være grundlæggende forskellig fra biskoppens funktion i folkekirken.
Biskoppen - tilsynsmanden, episkopos – er en uomgængelig nødvendighed i Guds Kirke på jorden. Eller bedre: Kirken udgøres af de troendes fællesskab, samlet om biskoppen. Dér, hvor biskoppen er, dér er Kirken. Og omvendt, uden biskoppen er der slet ingen Kirke.
Uden biskop, intet kirkelivHvorfor er biskoppen så uomgængelig og så afgørende for Kirkens liv? Det er han af flere grunde. For det første er forvaltningen af nadveren og de øvrige mysterier eller sakramenter en funktion af biskoppens embede.
Hvis vi gør det tankeeksperiment, at den biskoppelige kontinuitet skulle blive afbrudt, så ville samtlige Kirkens mysterier med undtagelse af dåben falde bort.
Der ville ikke længere kunne fejres nadver, skriftemål og ægtevielse ville ikke kunne finde sted, og ingen præster ville kunne blive ordineret. Kirkens liv, som vi kender det, ville ikke længere være muligt.
Biskoppen er garant for kristentroenFor det andet, men uløseligt knyttet til sakramenternes forvaltning, er biskoppen og hans embede vor sikkerhed for, at vi i Kirken bevarer dén fulde, uforandrede kristne tro, vi har modtaget fra apostlene.
Det forhold, at kirkens biskopper gennem tiderne danner en ubrudt række tilbage til apostlene, kalder man ’den apostolske succession’.
Successionen er det synlige tegn på troens enhed til alle tider, og den er Kirkens værn mod selvudnævnelse, den forhindrer, at noget menneske kan komme afsted med at indsætte sig selv som præst og hyrde for de troende.
Kirkens troende og præsteskab forholder sig i deres daglige liv meget konkret til den her skitserede embedsforståelse. Det er biskoppen, som har myndighed til forvalte sakramenterne, og præsterne handler i deres kirkelige embede på biskoppens vegne.
I løbet af nadverliturgien bedes der igen og igen med navns nævnelse for patriarken og for den lokale biskop. Og mysteriets inderste kerne, forvandlingen af brødet og vinen til Kristi Legeme og Blod, kan kun gennemføres, når der på alteret er udbredt et særligt klæde, antimins, med biskoppens signatur og et indsyet relikvie.
Præsten er biskoppens stedfortræder
Endnu et konkret tegn på den ortodokse forståelse af embedet: Under almindelige gudstjenester lyser den lokale præst igen og igen Guds fred over menigheden, han velsigner hver enkelt troende, og han giver de troende nadver efter selv at have taget den ved alteret. Alt dette gør præsten som biskoppens stedfortræder.
Men er det biskoppen selv, som leder gudstjenesten, er det ham, der velsigner de troende, inklusive præsten, og det er ham, der uddeler de hellige gaver, også til de medvirkende præster.
Kirken er en levende organisme
Til konklusion: Den ortodokse forståelse af Kirken er en mystisk forståelse, baseret på den tro, at Kirken virkelig er Kristi legeme. Kirken er ikke en institution eller forening, den er ikke en organisation, men en organisme, et levende legeme med Kristus selv som sit hoved.
Og i den jordiske Kirke er det synlige bevis, tegnet og garantien for, at det forholder sig på den måde, netop det biskoppelige embede og den apostolske succession. Biskoppernes ubrudte rækkefølge tilbage til apostlene, og med dem Kirkens uforandrede tro, gør Kristus konkret nærværende i Kirken og i dens hellige mysterier.
Poul Sebbelov er præst i den eneste dansksprogede ortodokse menighed, "Gudsmoders Beskyttelse", som er knyttet til patriarkatet i Istanbul/Konstantinopel.