Abrahams ofring af Isak. -
- wikimedia commons.
22. juni 2009
Historien om Abrahams ofring af Isaks lærer os, at familiekærlighed, når den står alene som et mål i sig selv, er en indskrænket kærlighed, skriver Andreas Thom
Det er svært ikke at blive forfærdet og anfægtet, når man får fortalt eller måske selv læser historien om stamfaderen Abraham, der var villig til ofre sin søn for at vise sin troskab overfor Gud. Ja – især i dag, hvor tidligere tiders idealisme har mistet deres plausibilitet, hvor blind gudstro har vist sine grimme sider, og hvor kærligheden til vores børn vel derfor for de fleste må gælde som det eneste, der stadig kan kaldes helligt, er det nærmet umenneskelige at kunne høre denne historie med sindsro.
Abrahams ofring af Isak er en kernefortælling
Men selvom fortællingen om Abrahams tunge vej til Morija ikke ligefrem hører til en af de mest beroligende og solskinsfyldte, så er det alligevel en af kernefortællingerne i
Det Gamle Testamente.
Det er et af de momenter i den store bibelske historie, hvor der bliver rykket ved tingenes tilstand: forholdet mellem Gud og menneske får nye dimensioner – hverken Abraham eller Gud er helt de samme, som de var før historien fandt sted. Og vi, tilhørerne, bliver tvunget til på ny at gennemtænke vores forhold til Gud og de mennesker omkring os – både dem som vi elsker, og dem vi ikke elsker.
Abraham gør noget for Gud
Det særlige ved historien er ikke, at Abraham møder Gud. Der er næsten ikke et kapitel i historien om Abraham, hvor Abraham ikke taler med Gud eller måske ligefrem møder ham ansigt til ansigt. Mødet i de tidligere kapitler var altid ledsaget af store løfter og gaver fra Gud til Abraham – at Abraham overhovedet har en søn, skyldes et løfte fra Gud. Men denne gang kommer Gud med en fordring. Nu er det ikke Gud, der skal gøre noget for Abraham, men Abraham, der skal gøre noget for Gud. Og ligesom der før ikke var nogen grænser for alle Guds løfter og gaver til Abraham, så er det også en fordring om grænseløs troskab, som Gud pålægger Abraham: Han skal ofre det, der er mere dyrebart for ham end hans eget liv.
Forholdet mellem Gud og Abraham radikaliseres
At ofre sit barn er det samme som at ofre sig selv – det tror jeg selv dem uden børn vil kunne forestille sig. Da Gud imod alle odds giver afkald på offeret, og Abraham til sidst står og knuger Isak indtil sig, så ved han noget nyt: Abrahams egne håb for sig selv og sin familie kan ikke stå alene, de er ikke et mål i sig selv, men alt tjener Guds vilje. Efter begivenhederne i Morija er forholdet mellem Gud og Abraham altså blevet radikaliseret.
Fortæller om forholdet mellem Gud og mennesket
Historien er primitiv og rå. Det er et tidligt forsøg på at formulere nogle tanker om forholdet mellem Gud og mennesker, som senere skulle blive mere udviklet. Hvis vi skal blive i fortællingens univers, så kan man sige, at det er Gud, der udvikler sig – det er ikke kun Abraham, der høster dyrekøbte erfaringer, men også Gud.
Vi hører aldrig sidenhen i bibelens fortællinger, at Gud kræver et lignende offer af et menneske, som han gjorde af Abraham. Der var sket noget. En tankerække var sat i gang, som først blev færdigformuleret i det nye testamente.
Ikke at Guds fordring til mennesket bliver mindre radikal. Heller ikke i det nye testamente kan Guds radikale krav gradbøjes. Men der bliver sat ord på, hvad det egentlig er et krav om: Vi får igennem evangeliernes fortælling om Jesu død og opstandelse at vide, at Gud ikke vil andet end at elske mennesket. At det endte med at være Gud, der ofrede sin søn af kærlighed til mennesket, det er kristendommens hovedpointe.
Guds fordring til ethvert menneske er at ville det samme som han – den ubetingede kærlighed til medmennesket – hverken mere eller mindre.
Familiekærlighed alene er en indskrænket kærlighed
Historien om Isaks ofring er en ubehagelige og primitiv historie. Men netop i en tid hvor kærligheden til vores børn nærmest er blevet en religion, er den meget vigtig at få fortalt, netop fordi den sætter tingene på spidsen.
Den husker os på, at familiekærlighed, når den står alene som et mål i sig selv, er en indskrænket kærlighed. Guds radikale krav om kærlighed til medmennesket sprænger hjemmets fire vægge.
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano