- Vi må træne sjælen

Den sjælelige træning udviklede sig derimod gradvist i en fælles daglig trospraksis. På Padborg station ventede vi i overført betydning på en fælles kristen platform med "Den lille Pilgrimsbog" i rygsækken - en bog med praktisk vejledning og et åndeligt forråd af bønner, salmer, bibelord og andre ord på vejen for pilgrimmen. De kirkelige baggrunde spændte fra stærke indre missionske folk, over grundtvigianere, tvivlere, kirkefremmede til - med et lidt fortærsket udtryk - sekulære, åndeligt søgende mennesker.

I vores lille gruppe havde vi en bredde i bibelforståelse, som jeg i andre kirkesammenhænge ofte har oplevet kan give næring til heftige diskussioner. Det skete dog ikke her. I stedet opstod der i ugens løb en dyb forståelse og respekt for de forskellige synspunkter. Det var min opfattelse, at alle fik megen ny næring til det sjælelige liv ved at lytte og sætte ord på troen. Vi er formet i et samfund, som er sekulariseret, og som samtidigt har en solid kristen arv. Men troen er ofte lukket inde i vor private rum og kommunikeres for det meste imellem os igennem et passivt ordforråd.

At bevæge sig i troen
Hvor ofte sidder vi ikke mere eller mindre passive i kirken og lirer Trosbekendelsen, Fadervor eller bibelvers af? Tekster, som vi har lært udenad, kan let blive flygtige og overfladiske for os. Det kan være trygt at kunne noget udenad, men en gang imellem bør vi standse op og se på den udenadslærte tekst med nye øjne, for at teksterne med deres dybe lag kan give ny mening og næring til vort liv. Det, vi bekender os til, bør aldrig stå stille. Det skal fortsat være på vandring og bevæge og træne os både sjæleligt (og fysisk). På en pilgrimsvandring, en trosvandring, kan vi træne sjælen, og det kan give os nye vinkler på vores trospraksis, hvilket mange ”kirkefremmede” mennesker i dag efterspørger.

Hver dag på hærvejsvandringen havde sin egen overskrift ud fra de syv pilgrimsord: Langsomhed, Bekymringsløshed, Frihed, Enkelthed, Stilhed, Spiritualitet og Fællesskab. Morgenritualet bestod af brusebad i en tidligere kobås (herbergene var blandt andet indrettet i nedlagte stalde), fælles morgenmad, pakning af bagage til en omsorgsfuld ”Bilgrim”, som i bil transporterede den tunge bagage videre til næste herberg, samt morgensamling. Ved morgensamlingen blev dagens ord belyst igennem en bibeltekst, en bøn og en salme. Dagens vandring foregik dels i stilhed, dels i samtale med en medvandrer og dels ved bibelmeditation i en af de smukke, gamle kirker langs vejen.

Undervejs sluttede lokale beboere sig til vor vandring i korte eller længere stræk. De kunne fortælle os om egnens og kirkernes historie samt om deres liv som bønder, menighedsrådsmedlemmer, lærere, husmødre med videre. Vi kunne indvie dem i tanker og refleksioner om pilgrimsvandringens betydning for vort moderne trosliv og opfordre dem til at udbrede tanken til deres venner og naboer. Håbet for Hærvejen som pilgrimsvej er - som på Caminoen i Spanien - at de lokale bliver venligt stemt over for fremtidens forhåbentlig mange pilgrimsvandrere og modtager dem positivt på deres egn. Hver dag blev afsluttet med en samtale vandrerne imellem om, hvad hver enkelt havde fået ud af dagens vandring. Disse samtaler vil jeg aldrig glemme. De indeholdt alt fra naturoplevelser, der associerede til salmevers og bøn, glæde, sorg i eget liv, reflektioner over trosspørgsmål i samtalerne på vejen i mødet med en medvandrer, til mødet med Gud.

På vandring i Guds grønne katedral
I de intense rundkredssamtaler hver aften gik det op for mig, at denne vandring jo var en slags trosbekendelse på vandring i Guds grønne katedral. I første trosartikel bekender vi os til Gud som den skabende kraft. I perioderne med stilhed på dagens vandring blev denne artikel meget levende for mig. Lærkesangen var hver eneste dag meget intens - altid over os og omkring os. Et tranepars glidende flugt over herberget Immervad ved Vojens understregede naturens storhed. Naturens afvekslende former og farveskift gav som nævnt ofte associationer til salmer og bøn. De smukke fingerbøl i skoven fik mig en dag til at tænke på den skabende kraft, som vi møder i vor dåb, udtrykt i salmen af Grundtvig: "Sov sødt barnlille: Gudsfingrene grande slog kors for din pande, Guds Enbårnes røst slog kors for dit bryst..."

Det rødlige græs, bølget bunke, som lyste i morgensolen, ledte tankerne hen på denne pilgrimsvandring med tilmeldte og lokale medvandrere som én bølgende bevægelse op igennem Jylland med paralleller til Jesu vandring med sine disciple og disciplenes senere vandring med dåbs- og missionsbefalingen som rejsevejledning. Disciplene havde som os et ansvar for at være medskabere og at passe godt på Guds skaberværk. Vi har i skabelsen fået evnen til i Guds billede at skabe videre med ord, med følelser, med sanser, ja selv med et venligt smil. Det var denne skabelse, der hver dag skete imellem disse 20 vandrere på Hærvejen!

Vi er kirkens levende sten
I anden og tredje trosartikel bekender vi os henholdsvis til Jesus som Guds søn, på hans korsfæstelse og opstandelse og det evige liv og til troen på Helligånden. I de gamle middelalderkirker, som vi besøgte, gjorde altertavlerne og andre billeder i kirkerummet et dybt indtryk på mig. I Kiplev Kirke fik et træsnit med Jesu fremstrakte arme ved siden af en åben kirkedør ud til en solbeskinnet kirkegård pludselig en konkret betydning i mit personlige liv. Jesus siger i Johannes evangeliet: "Jeg er døren. Den der går gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og ud og finde græsgange." (Joh. 10,9) og videre (Joh. 14,6): "Jeg er vejen, sandheden og livet." Vi sang endvidere Johannes Jørgensens salme "Vi kommer til din kirke Gud og finder døren åben." I Øster Løgum Kirke, hvis navn kommer af det latinske ord Locus Deus, Guds sted, sang vi Grundtvigs salme "Kirken den er et gammelt hus" med salmelinjen: "Vi er guds hus og kirke nu, bygget af levende stene."

Kirken er ikke bare Jesus Kristus og Helligånden; kirken er også os, der er døbt til at tilhøre den. Når vi taler om kirken, forbinder vi det normalt med et helt konkret fysisk sted. En bestemt bygning. Men det er ikke bygninger, der tales om i Grundtvigs salme eller i Bibelen. Kirken er os, de levende sten. Kirken er menigheden – og menigheden er Kristi legeme. En menighed er her en samling mennesker i bevægelse i sol, regn og blæst på Hærvejen der i et kristent fællesskab oplevede, at den fysiske og sjælelige sommerform blev forbedret.