Det er søndag, og kirkeklokkerne ringer ind til gudstjeneste. Jo, jeg hørte godt klokkerne, og jeg overvejede i samme sekund, som jeg vågnede, at jeg hellere måtte forsøge at slå et smut omkring en kirke på vejen, da dette sker alt for sjældent.

Men jeg endte i stedet nede ved vandet og traskede dér sammen med en masse fremmede mennesker langs vand og skov, hvor jeg så denne nydelige skulpturudstilling. Mit sind og mine sanser slugte enhver lyd og istemte varmen og synet af solens skin ud over det klare vand med lysten til at boltre mig som en anden strandløve.

Men skulle jeg i stedet have valgt en gudstjeneste og hørt Guds Ord og derigennem have fået fornyet min energi? Ja, var det ikke i virkeligheden kirken, jeg søgte?

Det forekommer mig dog, at den almindelige danske folkekirkelige gudstjeneste ikke altid formår at nå mennesket lige dér, hvor det er i krop og følelser. Måske kan man ikke mærke Gud, eller måske glemmer man at høre efter præstens ord i prædikenen. Ordene når simpelthen ikke ind.

Hvorfor skal man overhovedet gå til gudstjeneste i dette år 2009? Kan den undværes, eller bør man bestræbe sig på at komme i kirken en gang om ugen?

Anne


Jeg vil da gerne give et spontant svar på dit relevante spørgsmål her. Jeg går til gudstjeneste, når jeg mærker, at jeg har lyst til det eller bør gøre det.

Mit udbytte er nogle gange det, jeg hører mit medmenneske, præsten, komme med af tanker. Andre gange er det via salmerne, som kan sige mig noget, og andre gange igen er det via den "tankehøst", som kan komme ud af et besøg i kirken.