TREENIGHEDSDOGMET
Dogmet om treenigheden kom først til i aaret 381. Det er men-
neskeskabt og understøttes ikke af evangeliet. Før kejser
Konstantin den Store blev kirken forfulgt af kejserne. Der blev
afholdt kirkemøder, men de kristne havde ikke et magtapparat,
hvorfor troen havde frie forhold, og uenigheden var stor. Kejser
Konstantin ville bruge de kristne til at samle sit romerske
rige. For at ensrette de kristne, indkaldte kejseren 318 bi-
skopper til møde i Nikæa i aaret 325, de fleste kom fra øst-
kirken. Alle omkostninger blev betalt af Kejseren(Det romer-
ske rige). Guds og Jesus natur skilte parterne. Der var tre
formuleringer: forskellig, lignende og sammenfaldne. Derved dan-
nede biskopperne 3 partier med følgende antal: 17, 250, 51. Det
1.parti kaldtes Arius, det 2.parti Eusebius og det 3.parti
Athanasius(de ortodokse). Det 2.parti, som var det største,
stod nærmere Arius end Athanasius. Eusebius søgte at mægle,
mem de yderste i Athanasius parti var stridbare, saa hvis
Arius sagde ja, vilde Athanasius sige nej. Udtrykket SAMMEN-
FALDNE var blevet fordømt 56 aar i forvejen paa talrige kirke-
møder. Eusebius(fra kæsarea,kirkefader og historiker) fore-
lagde det 1.udkast til en trosbekendelse, som indeholdt den
samme lære, som han var vokset op med i østkirken. Den var
sammensat af udtryk fra evangeliet om Kristi person og væsen.
Da Arius sagde ja, sagde de yderste ortodokse nej, ogsaa fordi
arianerne kunne forstaa den paa deres egen maade. De ortodokse
krævede skærpede tilsætninger, hvorved Eusebius udkast blev
til kætteri. Eusebius' parti kunne ikke længere være med.
Biskop Hosius fra Kordova, der var mødets præsident, paavirkede
Kejseren, som erklærede sig som SAMMENFALDNE, og dermed var
sagen afgjort. Eusebius vilde den 1.dag ikke underskrive den
forandrede trosbekendelse, men senere gav han efter og under-
skrev den for fredens skyld, som han skrev hjem til sin menig-
hed. De andre biskopper fra Eusebius' parti undertegnede ogsaa
trosbekendelsen af frygt for Kejserens magt eller for fredens
skyld, da han truede enhver biskop, som ikke vilde underskrive,
med afsættelse og landsforvisning. de mente ogsaa, at de kunne
fortolke trosbekendelsen paa deres egen maade. Saaledes under-
skrev til sidst alle, undtagen Arius og 2 ægyptiske biskopper,
som fulgte Arius i forvisning til Illyrien. Eusebius fra Nico-
medien tilbagekaldte sin underskrift, da han hørte om Arius'
forvisning, hvorved han ogsaa selv blev forvist til Illyrien.
Eusebius' forvisning varede i 2 aar, og i 337 døbte han Kejser
Konstantin. I 336 medvirkede Eusebius fra Nicomedien til at
biskop Marcellus fra Ancyra og biskop Athanasius fra Alexandria
blev afskediget og lansforvist. Glæden var stor i østkirken, da
nikæa-bekendere blev udskiftet med egne biskopper.
Først i aaret 381 kom Helligaand til ved kejserlig magt, og
først da kan man tale om treenighed. I 381 aar levede kirken
uden treenighed, og ordet eller dets begreb findes ikke i
evangeliet.
Før Kejser Konstantin blev kirken forfulgt af kejserne. Kejser
Konstantin ændrede dette. Han og efterfølgende kejsere styrede
kirken med magt. Det 1.kirkemøde, som ikke blev indkaldt af en
kejser fandt sted i aaret 1123.
Vagn Ranfelt
Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Syv kirkemøder dannede oldkirkens tro til din ven.
Syv kirkemøder dannede oldkirkens tro
Den afgørende forskel viser sig når man stiller spørgsmålet: Hvem er Jesus Kristus? Illustration: Kristus Pantokrater-ikon (Kristus som "Den alt herskende") malet af den græske ikon-maler, Georgios Kefaloukos, bosat i Danmark. - Foto:
- Leif Tuxen
Læs også
Emneord for denne artikel
Spøgsmålet om, hvem Jesus egentlig var, blev klargjort i oldkirken gennem syv kirkemøder. Få en oversigt her
Spørgsmålet om forholdet mellem Gud som Faderen, Jesus (Sønnen) og Helligånden havde været på dagsordenen i diskussionerne mellem kirkens teologer siden 100-tallet. At Jesus Kristus var guddommelig, var man enige om. Men hvordan skulle det nærmere forstås?
Var Jesus både Gud og menneske?
Flere grupper af teologer – især fra Lilleasien – mente ikke, at Jesus Kristus var fra evigheden, for det stred mod troen på den ene Gud, altså monoteismen.
Nogle mente endda, at Jesus var et menneske udvalgt af Gud, som først ved dåben i Jordanfloden fik del i Guds kraft.
Andre gik den modsatte vej og hævdede, at Jesus Kristus var et med Gud. Altså at Faderen, Sønnen og Helligånden var tre forskellige måder, som Gud viste sig på. Derved var monoteismen stadig bevaret.
Annonce
Arius' lære om treenigheden
Striden fortsatte op gennem de næste par århundreder og kulminerede med, at en teolog fra Aleksandria, Arius, fremsatte sin lære.
Arius' lære gik ud på, at Gud forud for skabelsen havde skabt ”Ordet”, som der fortælles om i Johannesevangeliet kapitel 1. Det var dette guddommelige ord, der ved Jesu fødsel kom ind i verden i et menneskelegeme. Jesus havde altså en guddommelig sjæl i et menneskelegeme.
1. Møde i Nikæa i år 325
Arius' lære greb om sig og truede med at sprænge kirken. Den romerske kejser Konstantin den Store indkaldte nu kirkens biskopper til et møde i den lilleasiatiske by Nikæa i 325. Kejseren forlangte enighed i kirken. Han fik gennem sine egne teologer gennemtrumfet en trosbekendelse, hvori det blev udtrykt, at ”vi” (kirken) tror, at Sønnen er født og ikke skabt og af samme væsen som Faderen.
Var Jesus både Gud og menneske?
Flere grupper af teologer – især fra Lilleasien – mente ikke, at Jesus Kristus var fra evigheden, for det stred mod troen på den ene Gud, altså monoteismen.
Nogle mente endda, at Jesus var et menneske udvalgt af Gud, som først ved dåben i Jordanfloden fik del i Guds kraft.
Andre gik den modsatte vej og hævdede, at Jesus Kristus var et med Gud. Altså at Faderen, Sønnen og Helligånden var tre forskellige måder, som Gud viste sig på. Derved var monoteismen stadig bevaret.
Striden fortsatte op gennem de næste par århundreder og kulminerede med, at en teolog fra Aleksandria, Arius, fremsatte sin lære.
Arius' lære gik ud på, at Gud forud for skabelsen havde skabt ”Ordet”, som der fortælles om i Johannesevangeliet kapitel 1. Det var dette guddommelige ord, der ved Jesu fødsel kom ind i verden i et menneskelegeme. Jesus havde altså en guddommelig sjæl i et menneskelegeme.
1. Møde i Nikæa i år 325
Arius' lære greb om sig og truede med at sprænge kirken. Den romerske kejser Konstantin den Store indkaldte nu kirkens biskopper til et møde i den lilleasiatiske by Nikæa i 325. Kejseren forlangte enighed i kirken. Han fik gennem sine egne teologer gennemtrumfet en trosbekendelse, hvori det blev udtrykt, at ”vi” (kirken) tror, at Sønnen er født og ikke skabt og af samme væsen som Faderen.
2. Møde i Konstantinopel i år 381
Mødet i Nikæa skabte ikke den nødvendige fred i kirken. Arius' lære bredte sig og blev nu på det skarpeste bekæmpet af den nye biskop i Aleksandria, Athanasius.
Striden om Nikæa-mødets resultat var især udbredt i Mellemøsten. Det blev nu nødvendigt at indkalde til et nyt møde. Denne gang i Konstantinopel. Her prøvede man at udtrykke sig mere klart ved at fastslå, at Gud er et guddommeligt væsen, der giver sig til kende i tre personer: Faderen, Sønnen og Helligånden. Og for første gang blev der udtrykt en bekendelse til Helligånden.
Alt i alt lå bekendelsen i Konstantinopel tæt op af Nikæa-mødets. Hovedmændene bag mødet i Konstantinopel var tre stærke teologer fra Lilleasien: Biskopperne Basilios og hans yngre bror, Gregor og endnu en biskop ved navn Gregor.
3. Møde i Efesos i år 431
Diskussionen i oldkirken drejede sig mere og mere om forholdet mellem det guddommelige og det menneskelige i Jesu person.
Patriarken i Konstantinopel, Nestorius, ville ikke være med til at kalde Jesu mor, Maria, for ”Gudsføderske”. Det kunne misforstås sådan, at Jesus kun havde en guddommelig natur.
Men en dygtig teolog, Kyrillos, biskoppen i Aleksandria, der ville være den dominerende i den østlige kirke, sagde, at Gud havde forbundet sig fuldstændig med det menneskelige i Jesus. De stridende parter mødte op i år 431 i Efesos – oven i købet med bevæbnede munke.
4. Møde i Kalkedon i år 451
Mødet i Efesos endte med, at den romerske kejser fængslede lederne af de stridende partier og indkaldte til et nyt møde i byen Kalkedon, der lå lige overfor Konstantinopel på den lilleasiatiske side af strædet ved Bosperus.
Her mødtes ca. 500 biskopper, der under indtryk af trusler fra kejseren, vedtog en fælles bekendelse. Det centrale i formuleringen var, at i Jesus Kristus var “to naturer i én person, uden sammenblanding eller forvandling, men uopløseligt og uadskillelige forenede”.
Kirkemødet i Kalkedon anerkendte iøvrigt også, hvad man tidligere var nået frem til i Nikæa og Konstantinopel. Mødet i Kalkedon blev dog det sidste, der forenede den vestlige kirke med Rom som centrum – og Østkirken med Konstantinopel som centrum.
Dog satte vedtagelsen i Kalkedon skred i en serie udmeldinger af kirkerne i Armenien og Persien fra det store kirkefællesskab. Hertil kom, at de kristne i den sydlige del af Egypten og i Etiopien ikke længere ville være med. For dem at se havde Jesu kun én natur, nemlig den guddommelige.
5. Møde i Konstantinopel II i år 553
Det østromerske rige havde nu fået en magtfuld kejser, Justinian. Han satte sig for at få skaffet endegyldigt ro i kirken. Justinian indkaldte derfor til et kirkemøde i sin hovedstad i 553.
Her fordømte man den store teolog fra 200-tallet, Origenes, som man anså for at være den, der i stridens første fase oprindeligt havde fremsat læren om, at Jesus alene rummede den guddommelige natur.
6. Møde i Konstantinopel III i år 680-81
Den østlige del af kristenheden var nu truet af islams fremtræden. Det fik kejseren og kirkens ledelse til i endnu stærkere grad at understrege Jesu guddommelighed. Man fremsatte nu den lære, at Jesus nok havde to naturer, men kun én vilje, nemlig den, der var bestemt af hans guddommelighed.
Dette mødte stærk kritik og et nyt kirkemøde måtte til, for at man kunne vende tilbage til den opfattelse, som var fastlagt af de tre første møder. Mødet blev holdt i kuppelsalen, Trullos, i selve det kejserlige palads, hvilket gav navn til dette og det følgende møde.
7. Møde i Nikæa II i år 787
I den østlige kirke dukkede et nyt problem op i løbet af 700-tallet, nemlig billedforbuddet. Den østromerske kejser udstedte et forbud mod tilbedelse af billeder. Alle billeder skulle fjernes fra kirkerne. Igen var det islams fremtrængen, der spillede ind.
Modstanden mod dette forbud var hårdnakket. Og kejserinde Irene løste i 787 problemet ved et kirkemøde i Nikæa. Billeder af Kristus og apostlene måtte æres, men ikke dyrkes som var de guddommelige.
Den samlede kirke
Disse syv kirkemøder kaldes de økumeniske, det vil sige, de angik den samlede verden, og danner stadig grundlaget for den ortodokse kirkes lære. Den romersk-katolske kirke mener sig kun forpligtet på de tre første kirkemøder.
Læs artiklen bag debatten her: Syv kirkemøder dannede oldkirkens tro
Læs artiklen bag debatten her: Syv kirkemøder dannede oldkirkens tro
EUSEBIUS FRA CAESAREA: "JESUS ER IKKE GUD"
Ved kirkemødet i Nikæa aaret 325 var der 317 biskopper, som kan
fordeles i 3 partier saaledes:
Arius parti har 17 biskopper
Athanasius parti har 50 biskopper fra Ægypten
Mellempartiet har 250 biskopper fra Lille Asien og Palæstina.
Jesus og Guds natur var striden fra Aleksandria, som kejser
Konstantin den Store ønskede bilagt for at faa ro i Kirken.
Arius parti sagde, at Jesus og Guds natur var forskellige,
Athanasius parti sagde, at de var sammenfaldende og det store
Mellemparti sagde, at de var lignende. Mellempartiet stod nær-
mere Arius end Athanasius. Det var umuligt at mægle mellem
Athanasius og Arius, fordi Athanasius var meget stridbar og
taalte ikke en formulering, som Arius kunne godkende.
Der var stor utilfredshed blandt de delegerede med det græske
ord, homoousios, som vi oversætter til 'af samme væsen'.
Homoousios er et uklart ord som ogsaa har anden betydning. Den
græske filosof Porphyro har skrevet, at menneskers og dyrs
sjæle var homoousios(af samme type). En saadan betydning kunne
selv arianerne acceptere.
Eusebius fra Caesarea, Kirkefader og 1.kirkehistorieskriver,
skrev et langt brev til sin menighed. For fredens skyld skrev
jeg under, og forklarede, at homoousios og 'avlet, ikke skabt'
betød ikke, at Jesus var af samme væsen som Gud, at han var Gud,
men kun at han var en enestaaende skabning af Gud. Vore folke-
kirkepræsters tale, som 'Gud blev menneske', 'Jesus er Gud' og
'Gud blev født' harmonerer ikke med Eusebius' forstaaelse af
Nikæa bekendelsen.
Vagn Ranfelt
Ved kirkemødet i Nikæa aaret 325 var der 317 biskopper, som kan
fordeles i 3 partier saaledes:
Arius parti har 17 biskopper
Athanasius parti har 50 biskopper fra Ægypten
Mellempartiet har 250 biskopper fra Lille Asien og Palæstina.
Jesus og Guds natur var striden fra Aleksandria, som kejser
Konstantin den Store ønskede bilagt for at faa ro i Kirken.
Arius parti sagde, at Jesus og Guds natur var forskellige,
Athanasius parti sagde, at de var sammenfaldende og det store
Mellemparti sagde, at de var lignende. Mellempartiet stod nær-
mere Arius end Athanasius. Det var umuligt at mægle mellem
Athanasius og Arius, fordi Athanasius var meget stridbar og
taalte ikke en formulering, som Arius kunne godkende.
Der var stor utilfredshed blandt de delegerede med det græske
ord, homoousios, som vi oversætter til 'af samme væsen'.
Homoousios er et uklart ord som ogsaa har anden betydning. Den
græske filosof Porphyro har skrevet, at menneskers og dyrs
sjæle var homoousios(af samme type). En saadan betydning kunne
selv arianerne acceptere.
Eusebius fra Caesarea, Kirkefader og 1.kirkehistorieskriver,
skrev et langt brev til sin menighed. For fredens skyld skrev
jeg under, og forklarede, at homoousios og 'avlet, ikke skabt'
betød ikke, at Jesus var af samme væsen som Gud, at han var Gud,
men kun at han var en enestaaende skabning af Gud. Vore folke-
kirkepræsters tale, som 'Gud blev menneske', 'Jesus er Gud' og
'Gud blev født' harmonerer ikke med Eusebius' forstaaelse af
Nikæa bekendelsen.
Vagn Ranfelt
10 vigtigste ting at vide
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
-
10 vigtigste ting at vide om organdonation
