Abraham har måttet ofre Ismael til fordel for Isak, nu skal han ofre Isak, så han intet har tilbage – andet end Guds løfte, skriver generalvikar Lars Messerschmidt. -
- Foto: sxc.hu
Lars Messerschmidt |
22. juli 2009
Abraham sættes på den hårdeste prøve, noget menneske kan sættes på. Hans tillid til Gud skulle bringes til fuldkommenhed, skriver generalvikar Lars Messerschmidt
Hvad ville der ske, hvis vi ikke havde haft fortællingen om Abrahams offer af Isak i Bibelen eller besluttede at skære den bort?
Det er altid et godt tolkningsprincip at spørge, hvad den bibelske forfatter har ønsket at sige med sin fortælling, og det er helt forkert at tage udgangspunkt i, hvad det ”moderne” menneske kan tåle at læse eller høre. Lad os altså prøve at nærme os teksten fra forfatterens side.
Teksten (1 Mosebog 22, 1-19) må ikke isoleres fra kapitlerne 15-17, 18 og 21, som handler om Guds løfter til Abraham, om at han skal blive fader til en mængde folkeslag (17,4-7). Gud slutter således en højtidelig pagt med Abraham.
Barnløse kvinder er vigtige for GudDer er en indbygget spænding i disse kapitler: Gud har lovet Abraham afkom, men han får intet afkom, og tiden synes at være forpasset. Sara, som er en ufrugtbar kvinde, har en løsning på deres problem og giver Abraham sin tjenestepige som medhustru, så hun kan føde Abraham en søn, som Sara kan adoptere.
Dette er menneskers forsøg på at hjælpe Gud lidt med de midler, som mennesket har til rådighed. Det er så den næste spænding: Menneskers og Guds måde at tænke og handle på står i kontrast til hinanden.
Dette er den røde tråd både i Det gamle og i Det nye Testamente. De ufrugtbare kvinder spiller i Guds historie med sit folk en vigtig rolle. De kan ikke undværes, tværtimod, for med dem kan Gud gøre store ting som for Jomfru Maria.
Abraham ofrer Ismael først
Det næste problem er, at både Hagar og Sara har født en søn. Nu bliver der en konflikt mellem de to mødre om deres børns arveret, og denne konflikt er benhård, så hård, at Abraham må ofre sin søn med Hagar til fordel for Saras søn Isak og sende Hagar og sønnen Ismael bort.
Det smerter Abraham, at han bliver nødt til at tage dette skridt. Men også her tænker Gud anderledes. Saras søn Isak er løfternes barn og ikke Ismael, for Isak er blevet til ved guddommelig indgriben. Ismael er frugten af menneskelig klogskab og beregning. Men Gud er barmhjertig: ”Også trælkvindens søn vil jeg gøre til et folk, fordi han er din søn” (21,13). Selvom mennesker fejler, kan Gud alligevel velsigne.
Abraham har kun Guds løfte tilbage
Det er på denne baggrund, at vi skal læse fortællingen om Isaks ofring. Isak er helt igennem løfternes barn og den udvalgte, og Abraham skal vise Gud absolut tillid og lydighed. Han sætter ham på den hårdeste prøve, noget menneske kan sættes på.
Men Abraham er ikke hvem som helst. Hans tro på og tillid til Gud skal ikke blot prøves, den skal bringes til fuldkommenhed. Abraham har måttet ofre Ismael til fordel for Isak, nu skal han ofre Isak, så han intet har tilbage – andet end Guds løfte. Isak blev undfanget ved Guds indgriben, nu skal Isak igen på mirakuløs vis få livet igen. Han bliver i dobbelt forstand løfternes søn.
Teksten handler aldeles ikke om en grusom Gud, men om en trofast Gud, der ganske vist kan sætte os mennesker på prøve, som går langt ud over, hvad der er forståeligt og, synes vi, rimeligt. Der er virkelig grund til længe at meditere over Guds særlige måde at handle på.
Gud forlanger ikke et offer, han ikke selv vil bringe
Troens kunststykke består i ikke at fælde dom over Gud på baggrund af vore forestillinger, således som Job gjorde. Derfor lægger denne tekst op til måske lidt bedre at forstå en anden faders ofring af sin søn, nemlig Gud.
Gud forlanger ikke noget offer af Abraham eller af os, som han ikke selv vil bringe. Jesus siger flere gange, at der står skrevet, at Menneskesønnen skal lide og dø. Hvor står det? Bl.a. i fortællingen om Abrahams ofring af sin søn. Også Isak ”opstod”. Det er på denne måde, at kirkefædrene har læst og tolket denne fortælling.
Skærer man denne tekst væk, bliver den kristne Gud ikke ham, der ”således elskede verden, at han gav sin enbårne søn” (”Isak”). Uforståeligt – men sandt.
Lars Messerschmidt er generalvikar i Den Katolske Kirke i Danmark
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano