Kærlighed har det med at give plads og rum til andre ved at optage alt i bedste mening, skriver sognepræst Anders Eyvind Nielsen. -
- Foto: sxc.hu
Anders Eyvind Nielsen |
24. juli 2009
Slå koldt vand i blodet. Der behøver ikke ligge noget negativt i ikke at vælge sin far som forlover, skriver sognepræst Anders Eyvind Nielsen til en skuffet læser
Spørgsmål:Vores søn og svigerdatter skal giftes, og vores søn bekendtgør, at én af hans venner skal være forlover. Jeg er skuffet over, at han uden et ord fravælger sin far.
Er jeg forkert på den?
Ilselil Jensen
Svar:Bryllup i familien er heldigvis som regel forbundet med en masse fornøjelige følelser. Det gælder også valget af forlover. Problemet ifølge det rejste spørgsmål om forlover er så, hvorfor familiens voksne søn "uden ord fravælger sin far" til fordel for en god ven?
I denne situation tror jeg, man gør klogt i at slå lidt koldt vand i blodet. Der behøver ikke med nødvendighed fra sønnens side ligge noget negativt i ikke at lade sin egen far optræde som forlover.
Som præst oplever jeg tit, at forloveren er en god ven til brudgommen, og jeg har bestemt ikke på fornemmelsen, at valget dækker over noget forsinket forældreopgør.
De sociale fællesskaber uden for hjemmet betyder i vore tider ofte mere end ældre tiders etikette(r) og familietraditioner og -relationer.
Det ses særligt på teenageres og unge menneskers tætte bånd til gode venner, (hvis man er så heldig at have nogen). Som forældre bør man nok minde hinanden om, at denne fokusering faktisk er ganske sund. Udviklingen begyndte f.eks. så småt, da ens barn ville til at sove hjemme hos en kammerat efter skoletid og overstået aftensmad i kammeratens hjem.
Det foreliggende valg af forlover behøver ikke udelukke, men snarere forudsætte en tillid og kærlighed til, at forældrene er der. Dem har man i ryggen, hvis det skulle knibe.
Den position, man har som forældre med tilhørende historik, erindring og erfaring bliver ikke truet af mindre "etikettebrud" målt med gamle dages alen. Det skulle da lige være, hvis man som forældre vælger at lade ens skuffelse spærre for en mere afslappet og konstruktiv respons på ens søns ganske troskyldige disposition.
Lader man sig mærke hen mod den dag, og måske endda på selve dagen, af sårede følelser, "bidrager" man nemt med et "g(n)avekort", der helt sikkert ikke er anført på de unges ønskeseddel.
Det kan være svært at give slip, men i visse situationer her i livet får man ved at give. Det gælder ikke mindst i forholdet til vore voksne børn.
Ved at vise tillid og respekt for valg, vi måske ikke selv er helt enige i, har vi nok mulighed for at bidrage med mere, end vi måske er klar over. Kærlighed har det med at give plads og rum til andre ved at optage alt i bedste mening.
Med venlig hilsen
Anders Eyvind Nielsen
Sognepræst, dr.theol.
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano