Send artiklen Nikæa-bekendelsen er alle kirker fælles om til din ven.
Nikæa-bekendelsen er alle kirker fælles om
Den kristne kirke var i sine første to århundreder ikke alene i kamp mod Romerrigets mange religiøse systemer, men også mod afvigende opfattelser eller kætterier indenfor egne rækker
- Foto: colourbox.com
Læs også
Annonce
flexblock
Her er artiklen i temauniverset
Skrevet af
I 300-tallet lykkedes det oldkirken at samles om en fælles bekendelse. Resultatet blev den nikæno-konstantinopolitanske bekendelse
Den kristne kirke var i sine første to århundreder ikke alene i kamp mod Romerrigets mange religiøse systemer, men også mod afvigende opfattelser eller kætterier indenfor egne rækker. Hertil kom bølger af forfølgelser fra den romerske statsmagts side.
Den arianske strid
Imidlertid var det i år 311 forordnet af rigets nye magthaver, kejser Konstantin den Store, at kristendommen skulle have frihed til at udfolde sig ved siden af Roms øvrige religioner. Imidlertid måtte Konstantin tage stilling til en strid, der så ud til at kunne sprænge kirken totalt, nemlig den såkaldte arianske strid.
En teolog og præst fra Aleksandria, Arius, havde formuleret et filosofisk Gudsbegreb, hvormed han ville værne om Guds absolutte ophøjethed. Gud var én og kunne derfor ikke dele sin enhed og sit væsen med noget andet, sagde Arius. Det ord (Logos), som Gud ifølge Johannesevangeliets indledning havde skabt og givet kødelig skikkelse i Jesus Kristus, var altså et andet og lavere væsen end Gud selv. Til gengæld var Jesus Kristus den fuldkomne skabning, og som den fuldkomne stod han over alt menneskeligt.
Annonce
Arius' egen biskop, Aleksander, forbød nu denne lære. Da Arius ikke ville bøje sig, blev han afskediget. Men Arius' veltalenhed og karisma gjorde, at hans lære hurtigt vandt frem, først og fremmest i Mellemøsten og Lilleasien, og truede at dele kirken i et for og imod Arius.
Den arianske strid
Imidlertid var det i år 311 forordnet af rigets nye magthaver, kejser Konstantin den Store, at kristendommen skulle have frihed til at udfolde sig ved siden af Roms øvrige religioner. Imidlertid måtte Konstantin tage stilling til en strid, der så ud til at kunne sprænge kirken totalt, nemlig den såkaldte arianske strid.
En teolog og præst fra Aleksandria, Arius, havde formuleret et filosofisk Gudsbegreb, hvormed han ville værne om Guds absolutte ophøjethed. Gud var én og kunne derfor ikke dele sin enhed og sit væsen med noget andet, sagde Arius. Det ord (Logos), som Gud ifølge Johannesevangeliets indledning havde skabt og givet kødelig skikkelse i Jesus Kristus, var altså et andet og lavere væsen end Gud selv. Til gengæld var Jesus Kristus den fuldkomne skabning, og som den fuldkomne stod han over alt menneskeligt.
Kejseren griber ind
Konstantin prøvede nu at gribe ind, idet han sendte sin kirkelige rådgiver, Hosius, til Aleksandria for at mægle. Mæglingsforsøget mislykkedes, og Hosius rådede nu Konstantin til at sammenkalde Romerrigets biskopper til et kirkemøde.
Kirkemødet i Nikæa
I år 325 samledes 250 biskopper fra hele riget til en synode, det vil sige et kirkemøde, under ledelse af kejseren selv i Nikæa på Lilleasiens vestkyst. Det har sikkert været en broget forsamling, der repræsenterede alle egne af det romerske imperium. Mange af de ledende kirkefolk har utvivlsom været mærket af tidligere tiders forfølgelser, men mødte nu op med store forventninger til den kejser, som havde givet kirken dens frihed og tilmed støttede den med gaver.
Kejser Konstantin ledede mødet med fast hånd. En række punkter var på dagsordenen vedrørende kirkens struktur, præsters mulighed for at indgå ægteskab, fastsættelse datoen for påsken med videre. Men det var den læremæssige strid, der var i centrum. Skarpt overfor arianerne stod en gruppe med kejserens teologiske rådgiver, Hosius, som den ledende skikkelse. Det lykkedes denne gruppe at få en formulering igennem, hvori det hed, at Sønnen var af samme væsen som Faderen.
Endelig gjaldt det for denne gruppe om at understrege, at Jesus Kristus ikke var skabt, men af samme evighed som Gud selv. Man vedtog således følgende formulering vedrørende læren om Kristus:
Vi tror på… på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn,
som er født af Faderen før alle tider,
Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud,
født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen,
ved hvem alt er skabt..”
Beslutningen blev stadfæstet af Konstantin den Store. Altså blev en bekendelse, der nu skulle gælde for hele kirken underskrevet af en kejser, der ikke selv var døbt ind i kirken. Men man havde så meget respekt for Konstantin, at man bøjede sig, selv om der ikke var fuld enighed om ordlyden.
Arianerne blev ved
Kejser Konstantin havde håbet, at han med vedtagelsen af bekendelsen ved Nikæa-mødet i 325 havde sat et punktum for den læremæssige strid i kirken. Arianerne vedblev imidlertid med at udbrede deres lære. Og selvom der blev holdt en række kirkemøder i løbet af 300-tallet, fik det ikke arianerne til at stoppe.
Mødet i Konstantinopel år 381
Romerriget havde nu fået en ny stærk kejser, nemlig Theodosius den Store. Han havde planer om at gøre kristendommen til Roms statsreligion. For endelig at få bilagt lærestriden i kirken indkaldte han til et kirkemøde i Konstantinopel. Meningen med mødet var for det første at bekræfte vedtagelsen fra Nikæa i 325 og om muligt at give bekendelsen en mere klar formulering. For det andet savnedes en ordentlig præcisering af troen på Helligånden. I sin nu udbyggede form kom bekendelsen til se således ud:
Jeg tror på én Gud, den almægtige Fader,
himmelens og jordens, alt det synliges og usynliges skaber.
Og på én Herre, Jesus Kristus,
Guds enbårne Søn, som er født af Faderen før alle tider,
Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud,
født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen,
ved hvem alt er skabt,
som for os mennesker og for vor frelse steg ned fra himlene og blev kød
ved Helligånden af Jomfru Maria og blev menneske,
som også blev korsfæstet for os under Pontius Pilatus, blev pint og begravet
og opstod på tredjedagen ifølge skrifterne
og opfor til himmels, sidder ved Faderens højre hånd
og skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde,
og der skal ikke være ende på hans rige.
Og på Helligånden, som er Herre, og som levendegør,
som udgår fra Faderen og Sønnen.
som tilbedes og æres tillige med Faderen og Sønnen,
som har talt ved profeterne.
Og på én, hellig, almindelig og apostolisk kirke.
Jeg bekender én dåb til syndernes forladelse
og forventer de dødes opstandelse
og den kommende verdens liv.
Den nikæno-konstantinopolitanske bekendelse
Den bekendelse, der nu dannede baggrund for kirkens enhed, kaldes den nikæno-konstantinopolitanske bekendelse. Bekendelsen bruges i dag i den katolske kirkes og den ortodokse kirkes gudstjeneste, mens den lutherske kirke almindeligvis bruger den apostolske bekendelse.
Ved et senere møde i den vestlige del af kristenheden tilføjede man om Helligånden: ”..som udgår fra Faderen og Sønnen". Denne tilføjelse blev senere den ydre anledning til bruddet mellem de to store store kirker, den vestlige og den østlige i 1054.
som udgår fra Faderen og Sønnen.
som tilbedes og æres tillige med Faderen og Sønnen,
som har talt ved profeterne.
Og på én, hellig, almindelig og apostolisk kirke.
Jeg bekender én dåb til syndernes forladelse
og forventer de dødes opstandelse
og den kommende verdens liv.
Den nikæno-konstantinopolitanske bekendelse
Den bekendelse, der nu dannede baggrund for kirkens enhed, kaldes den nikæno-konstantinopolitanske bekendelse. Bekendelsen bruges i dag i den katolske kirkes og den ortodokse kirkes gudstjeneste, mens den lutherske kirke almindeligvis bruger den apostolske bekendelse.
Ved et senere møde i den vestlige del af kristenheden tilføjede man om Helligånden: ”..som udgår fra Faderen og Sønnen". Denne tilføjelse blev senere den ydre anledning til bruddet mellem de to store store kirker, den vestlige og den østlige i 1054.
flexblock
Seneste nyt
Få adgang til alle artikler
Køb et netabonnement
* 1 dag 25 kroner
* 1 mnd 175 kroner
* 1 år 999 kroner
Alle priser er inkl. arkiv-artikler.
* 1 dag 25 kroner
* 1 mnd 175 kroner
* 1 år 999 kroner
Alle priser er inkl. arkiv-artikler.
Seneste blogindlæg
- 03. sep
- 03. sep
- 03. sep
- 03. sep
- 02. sep