- Jeg søgte livets mening i klostrets regler

Blev munk efter studentereksamen
Senere, i gymnasiets sidste år, var jeg den eneste i klassen, som kom til den daglige messe, nu i skolens kapel. Religiøs interesse og bøn spillede også sin rolle i studiet, og på en særlig måde i eksamenstiden. Kirken og kirkehistorien interesserede mig stærkt.

De store tunge tekster om Kristus hos Paulus kom til at optage mig. Sammen med liturgi lagde de grundlaget for klosterplaner. Efter studentereksamen valgte jeg at blive munk.

Det var et kald, plejede man at sige. Livet stod for munken særligt i religionens tegn med broderskab, liturgi og stille bøn. Dagens faste rytme havde hyppig kirkegang med messe og tidebønner. Det oplevede jeg som ægte religiøsitet og helt anderledes end dagens øvrige gøremål. Men efterhånden kom også disse til at stå i troens lys.

Det gjaldt også forholdet til ens foresatte, til ens medbrødre og til det manuelle arbejde. Langsomt kom troen og religion til at favne hele den konkrete dag, det sakrale og det såkaldt profane.

Søgte livets mening i klostret
Godt hjulpet af klosterets filosofikursus og derefter af vor moderne eksegese og teologi, begyndte jeg at søge efter den egentlige og enkle mening med menneskelivet i vor regelbundne form. På trods af eksamen og tidspres, blev teologi således til trosbesindelse. Nogle dygtige og kompetente skikkelser i fællesskabet hjalp mig her på vej.

Munken skulle ved sit tilbagetrukne liv vidne om menneskenes hinsidige mål i Kristus og bede for verden og for Guds riges komme. Klosteret var således en institutionaliseret ’verdensflugt’ og en ’skole i Herrens tjeneste’. Min tro blev der formet til i alt ’at søge Gud’ og til en bevidst ’Kristi efterfølgelse’.

Frasagde mig jordens goder
Dette formulerede jeg for mig selv som en frasigelse af alt, som stred mod kærlighed til Gud og næsten, synden, og som frasigelse af en hel del af jordens goder for bedre at kunne leve i Gudsmysteriets nærvær, som det historisk havde åbenbaret sig i Jesus af Nazaret. Til dette mysterium var også vi i tro, håb og kærlighed på vej. Dette var vor livsforms kerne.

En meget vigtig del af vort liv blev bestemt af de daglige timers sungne korbøn. Deres indhold var mest bibelske tekster som gennemgik frelsens historie. Efterhånden kom disse tekster til at åbne sig for én og kunne derved tilegnes. Dette var også meningen.

Korbøn som så meget andet i klosterlivet bar præg af historiens skiftende gang i brug og tolkning og omformning. Det drejede sig for mig om at finde harmoni mellem kernen og rammen. Munkevæsenets historie, lærte vi, havde ligesom Kirken sit tidevand af livets gængse gang og af livets reform i strid og smerte.

Eksperimenterende klosterliv som trappist
Da Kirken så fik sit fornyelseskoncil i tresserne, fik også klosterlivet sin chance. For troen betød det, at mange blev reaktiveret og gearet op: en del med progressivt fortegn, en anden del med konservativ.

For at fortælle en lang historie kort, ville nogle unge munke, deriblandt jeg, gerne prøve at finde en mere enkel form for trappisternes munkeliv og vi fik lov dertil. (Trappister er en senere gren af den middelalderlige cistercienserorden, som igen var en reform af det benediktinske munkeliv fra oldkirken.) Det blev til et af disse års mange kirkelige eksperimenter. For mig varede dette 40 år.

Inden for vor fælles livsform kunne den enkelte finde sin egen måde at leve på. Det lille fællesskab berigede den enkelte og nødte ham samtidig til at være sig selv, og viste ham at de andre sandelig også var anderledes. Troen opdagede så sit personlige, ensomme ståsted og sin til dels egen spiritualitet, mens meget, ja det meste, blev modtaget som gave.

Fornyelsen løb ud i sandet
Men ligesom det efter koncilets sommer af forskellige grunde blev vinter i Kirken, så synes også vort fornyelsesforsøg for mig mere og mere at løbe ud i sandet, også af forskellige grunde. Disse erfaringer gik ind i min tros søgen efter vejen.

Efterhånden indså jeg, at jeg egentlig for troens skyld ville ændre min religiøse kultur og forlade mit klosterliv, og at jeg skulle og til sidst også kunne dette.

Det centrale forbliver troen på Guds definitive selvåbenbaring i Jesus af Nazaret, i hans ubetingede barmhjertighed, fastholdt gennem afvisning og død, og bekræftet i opstandelsen. Kirken, de troendes fællesskab, forbinder os fortsat med ham og med denne virkelighed.

Jeg forlod klostret, men ikke Gud
Efter 53 år, som ved en sen og længe gennemtænkt skilsmisse, forlod jeg da klosterlivet og fællesskabet, men står fortsat i Kirken med levende tro. Gudstroens kultur oplever jeg mest nu i den basale religion, at være menneske, ved siden af andre troende eller anonymt troende eller ikke troende. Et menneske som ser sig selv i evangeliets perspektiv og i Guds gode hænder.

Bas van Vessum forlod klostertilværelsen i 2006 efter 53 år som munk