Søren Dalsgaard |
28. juli 2009
Kristus viste os, at Gud ikke er bundet af love eller konventioner. Det var en provokerende udfordring til farisæerne på Jesu tid, og det er en ligeså stor udfordring for farisæerne i dag, skriver Søren Dalsgaard
Kristi død på korset var symbolet på Guds død og skete for at fjerne sløret fra Guds ansigt - for at fjerne illusionerne om Gud. Illusionernes Gud døde. Igennem Kristi hengivelse og lidelse viste Gud, at han er èt med os, og at hans kærlighed ikke kender til grænser.
Gud viste, at hans væsen er langt større og dybere, end hvad mennesker bilder sig ind om ham. Gud var ikke jødernes gud; Gud var universets gud. Gud var ikke den smålige, jaloux og Det Gamle Testamentes hævntørstige drabsgud. Gud var Gud.
Idet Gud er forbundet med Kristi lidelse og død, gennemgår han selv en dødsproces for at lade sig dø bort fra alle vores smålige forestillinger om ham. Det var nødvendigt, at Gud skulle korsfæstes; vores illusioner om Gud skulle lide døden på korset, for at han kunne opstå som den, han er. Det er en proces, som skal genopleves i ethvert menneske, for at sjælen kan opnå erkendelse af Gud og blive ét med det guddommelige.
Evangeliet, budskabet om Gudsriget, er blevet spredt som frø i vinden. Men Gudsriget bliver ikke til virkelighed, hvis ikke frøet dør i sjælens muld. Alle forestillinger og dogmer om Gud må dø, for at den sande Gud kan opstå. Ethvert snævertsyn, som fastholder Gud i et eller andet fast begreb eller i en religion, må nedbrydes. For det er en illusion. Enhver, som siger: "Jeg HAR sandheden om Gud", lyver.
Ifølge Johannesevangeliet sagde Kristus: "Jeg er vejen og sandheden og livet". Disse ord er sagt ud fra Jesu fuldkomne gudsbevidsthed; guddomsfylden havde taget bolig i ham. Det betyder, at man erkender Gud ved at følge Kristus.
At følge Kristus er at rejse med ham ind i Guds mysterium, at tage imod hans oplæring, om hvordan man skal kende Gud. Jesu ord kan i den sammenhæng meget nemt opfattes ekskluderende - som en benægtelse af sand gudserkendelse i andre religioner og traditioner. Sådan forstår jeg ikke ordene. For Jesu ord skal ikke ses i kontrast til andre religioner, men i kontrast til fænomenet "religion".
Jesus var radikalt anderledes end de religiøse mennesker på hans tid og ligeså anderledes fra mange kristne i dag, som han var fra farisæerne. I Kristus åbenbaredes en helt anden virkelighed. Kristus var ikke religion. Kristus var ikke lydighed mod religiøse og teologiske systemer og love. Kristus var ikke dogmer. Kristus var ikke snævertsyn og eksklusivitet. Kristus var heller ikke kristendom.
Kristus var repræsentant for en ny virkelighed, Gudsriget, hvor der ikke er skel, men kun kærlighed. Kristus viste os, at Gud ikke er bundet af religiøse forestillinger, love eller konventioner. Gud er Gud. Det var dette, der var den provokerende udfordring til farisæerne i Jesu samtid, og det er en ligeså stor udfordring til farisæerne i dag.
Jesu ord betyder også, at sandheden er en rejse, en bevægelse, noget dynamisk. For sandheden er sat sammen med to andre begreber: Vejen og livet. Vejen og livet er noget dynamisk og organisk, noget der bevæger sig og er levende. Sandheden er ikke noget man har, det er en vej man betræder. Der er kun én vej til gudserkendelse, og den følger man ved at betræde sandhedens vej. At følge Kristus er at gå denne vej.
Sandhedens vej må dog aldrig forveksles med religionens vej, for så vidt at religion bliver til en fastklamren til dogmer eller forestillinger om Gud. Sandheden er ikke identisk med kristendommen eller andre religioner. De forskellige religioner er blot tolkninger af den guddommelige virkelighed. De er "pointers" ind i sandheden, men de er ikke i sig selv i stand til at rumme Gud fuldt ud, for alle dogmer er historisk relative. Sandheden er noget, som skal vokse frem i hvert enkelt menneske. Det er ikke noget, du lærer i kirken eller noget, du kan læse i Bibelen. Det er derimod en proces, hvor din gud dør og opstår i dig. Det er netop "din gud", der dør - forstået på den måde at alle religiøse illusioner om ham nedbrydes.
Problemet er imidlertid, at mange kristne er ligesom Peter, der ville irettesætte Jesus, efter at det gik op for ham, at Jesus skulle forkastes og dø. På samme måde er der også mange i dag, der ikke vil lade Gud drage mod Golgata og dø på korset. De ved ikke, at de kun får ham, hvis de mister ham.
De, som mener at besidde Gud i en eller anden bekendelse eller tro, og at frelsen kun gælder dem, og som mener at sandheden er faldet ned fra himlen som en evig størrelse, nedfældet i skrifter og dogmer - ja de er i sandhed farisæere, og jeg er bange for, at der er flere af dem i dag end på Jesu egen tid.