Stine Lene Hansen, 37 år, blev færdiguddannet præst for 2 ½ år siden, men fra 1.juli 2009 fik hun sin første fastansættelse i Strøby Kirke, Roskilde Stift. Inden da har hun haft tre vikariater, hvoraf det første var i Strøby Kirke, som hun nu er vendt tilbage til.

Hvorfor vil du gerne være præst?
- Min mor har en kirkelig baggrund, men jeg er ikke opdraget i et aktivt kristent hjem. I mine ungdomsår var jeg i tvivl om, jeg skulle læse psykologi eller medicin. Jeg var meget i vildrede, da en anden sagde mig: ”du skal da være præst”. Så faldt brikkerne på plads, og jeg gik på med krum hals på studiet. Det vil sige, at jeg ikke læste teologi for studiet skyld, men målrettet for at blive præst, fortæller Stine Lene Hansen og fortsætter

- Jeg betragter det ikke som et kald, men da jeg bliver klar over, at jeg ville være præst, var jeg ikke i tvivl om det. Man kan kalde det en små-åbenbaring, men det kan man også få i andre jobs. En sygeplejerske kan også finde ud af, at det er det helt rigtige job for hende. Jeg ser altså ikke jobbet som et kald, men mere som et almindeligt job, man søger.

Har du et godt råd unge, der overvejer at blive præst?
- Man skal blive præst, fordi man ikke kan lade være. Det skal ikke blot være frugten af studiet, men fordi man ikke kan lade med at deltage som et menneske i samfundets åndelige rum, mener den nyansatte præst.

Hvad er dine visioner og drømme for dit job som præst?
- Min største ambition er, at vi ikke får en lukket kirke. Jeg tror, at globaliseringen og det fremmedes indtog hurtigt kan få kirken til at stille sig på bagbenene. Derfor må vi fortsat være åbne og respektere den tendens, der ligger i samfundet og behandle globaliseringen med respekt. Vi skal være en åben kirke, hvor man er velkommen, og hvor man ikke behøves at have bestemte kvalifikationer eller et afklaret tilhørsforhold for at komme ind, mener Stine Lene Hansen, som tilføjer:

- Jeg har også en drøm om, at man ikke gør som i dag. Det vil sige, at man ikke tæller hoveder, men tæller engagement. Man skal lægge mærke til om dem, der kommer i kirken rent faktisk får noget ud af det. Det handler altså mere om kvalitet end kvantitet. Kirken må ikke, som alt andet, blive udliciteret underholdning, for kirken er det eneste sted, vi kan være åndelige. Det skal vi benytte os af, og ikke forsøge at ligne alle de andre tilbud i samfundet. Folkekirken skal ikke være bange for medlemstallet, for det er lige meget, hvor mange medlemmer der er, hvis de, der er, er ligeglade.