Ja tak til kropslig og global kirkemusik!

Jeg kan ikke lade være med at reagere på komponisten Daniel Fladmoses udfald i Kristeligt Dagblad mod brugen af rytmisk musik i kirken. På mindst tre områder er jeg uenig med ham:

Kirken handler også om krop
For det første mener Fladmose, at rytmisk musik alene er rettet mod kødet, mens kirken skal koncentrere sig om ånden. Begge dele er efter min opfattelse forkert. Rytmisk musik involveret rigtig nok kroppen - og det ser jeg som noget positivt - men den kan så sandelig også tale til ånden.

I den forbindelse kan det være værd at huske på, at rytmisk musik er andet og mere end Kim Larsen og Dansktoppen! På samme måde er det enormt trist, hvis kirken skulle forsage det kropslige og udelukkende beskæftige sig med at give publikum en åndelig oplevelse.

Kirken handler om liv og død, krop og sjæl!

Orgler kan også være stressende
For det andet synes Fladmose, at rock, pop og jazz er en hektisk musikform, der er med til at stresse os. Igen: Smag og behag er forskellig. Hvor nogle finder rytmisk musik stressende, er der andre, der oplever orgelmusikken som skinger, anmassende og øredøvende.

Hvorfor ikke anerkende, at der kan være kvalitet i begge dele?

Hvis folkekirken brugte lige så mange penge på at udvikle de rytmiske musiktilbud som på at istandsætte gamle orgler, ville kvaliteten af førstnævnte i øvrigt også kunne øges markant.