Hvor er den kærlige Gud hos Luther?

Kan du forklare mig, hvordan billedet med kuskene og at nogen er
udvalgt skal forstås?

På forhånd tak.

Med venlig hilsen
Hanne Wolfsberg

Svar:

Luthers anliggende i bogen "Om den trælbundne vilje" er at få den opfattelse manet til jorden, at spørgsmålet om den evige frelse bygger på menneskets valg og indsats. Det er ikke menneskets gerninger, der frelser, og det er heller ikke vores valg af nåden, der gør at vi får del i frelsen, mens andre går glip af den.

Frelsen er og bliver Guds ære. Vi styres af udefrakommende kræfter, som en hest styres af sin kusk: Enten styres vi af Djævelen og går fortabt, eller styres af Gud, der frelser os. Dette gælder naturligvis også de mennesker, der siger, de ikke tror på Gud og Djævelen, og dem, der tror, de har deres egen frie vilje i forholdet til åndelige spørgsmål!

Alle styres af den ene eller anden "kusk". Luther regnede med en åndelig kamp mellem Gud og Djævelen. Mennesket står ikke neutralt i verden med en fri vilje - det synspunkt vil for Luther være et alt for overfladisk syn på tilværelsen. (I almindelige jordiske ting vil Luther ikke nægte at mennesker har en fri vilje!)

At nogle rives ud af Djævelens kløer og får del i frelsen er helt og holdent Guds ære. Derfor opererer Luther også med, at grunden dertil er, at de er udvalgt dertil af Gud. Gud har udvalgt nogle til evigt liv, han kalder dem ved evangeliet - og leder dem ved sin nåde gennem livet som en "kusk". På den måde får Gud alene al æren for vores frelse.

I praksis forholder det sig sådan, at evangeliet skal forkyndes for alle. Når det forkyndes, sker det at nogle tager imod det i tro, og derved viser det sig, at de var udvalgt! Luther opererer ikke med, at nogle er udvalgt til at gå fortabt.

Evangeliet skal forkyndes for alle, igen og igen. Måske opstår troen så i dem senere. Derfor skal ordet om Guds kærlighed i Jesus Kristus forkyndes igen og igen - men fordi der foregår en usynlig, åndelig kamp, er det ikke alle, der kommer til at tro.

Dybest set er det en uløselig gåde, hvordan det kan forenes, at Gud elsker alle - at han vil frelse alle ved troen på Jesus Kristus - men at ikke alle får del i denne tro.

Logisk ville det være mere forståeligt at tale om, at Gud havde udvalgt nogle til frelse, andre til fortabelse (Calvin) - eller at det er op til menneskets eget valg (oplysningstid, pietisme og videre frem).

Men Luther tænker ikke logisk, men derimod ud fra Bibelen. Og Bibelen er heller ikke logisk på dette punkt, og Luther holder sig til Bibelens ord og lader paradokset stå.

Med venlig hilsen
Kurt E Larsen
Lektor i kirkehistorie, Menighedsfaktultetet